Joachim B.: Folk skal flytte sig, uden vi dunker dem i hovedet
Joachim B. Olsen glæder sig over, at flere danskere er i arbejde, men understreger, at der er stor plads til forbedringer.
Joachim B. Olsen er før gået hård til kontanthjælpsmodtagerne
Joachim B. Olsen er før gået hård til kontanthjælpsmodtagerne Foto: Claus Bech/Scanpix


- Jeg tror aldrig, jeg har sagt, at danskerne er dovne

Sådan siger Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen, der ellers er blevet kendt for at gå hårdt til de danske kontanthjælpsmodtagere. 

I stedet er det systemet, der halter og ikke giver kontanthjælpsmodtagere en grund til at tage arbejde, mener han:

- Det er vigtigt, at vi retter systemet til, så folk flytter sig uden, at de skal dunkes i hovedet. Der taler jeg hovedsageligt om at tage lavtlønsjob, hvor der er folk, der ikke ser en mening med at være i beskæftigelse.  

En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser ellers, at danskerne har en af de højeste beskæftigelsesfrekvenser i EU og har den anden højeste jobtilfredshed. Samtidig er antallet af danskere på overførselsindkomst faldet de sidste 20 år. Derfor mener AE, det er forkert at fremstille danskerne som nogle, der ikke vil arbejde.  

Joachim B. Olsen glæder sig over tallene, men ser det nærmere som et tegn på at de mange reformer virker:

- De udskældte reformer flytter folk fra overførselsindkomst og ind på arbejdsmarkedet, siger han og understreger, at det nye kontanthjælpsloft bidrager til den udvikling, siger han.

For mange vurderes ikke job-parate

Ifølge Joachim B. Olsen handler de mange reformer om at sikre væksten i Danmark. 

- Man kan godt lade være med at lave ændringer, men så betaler borgerne prisen, i form af lavere levestandard og færre forbrugsmuligheder. Både privat og i det offentlige. 

Vejen frem er at få nogle af dem uden for arbejdsmarkedet ind på arbejdsmarkedet. Derfor er det ifølge Joachim B. Olsen vigtigt, at der er en forskel mellem kontanthjælp og de laveste lønninger. 

Størstedelen af de danskere, der er på kontanthjælp vurderes dog ikke jobparate. Under 26.000 kontanthjælpsmodtagere er registreret som ledige hos Danmark Statistik. I mens er lige under 95.000 ikke klar til at tage et job, men bliver alligevel ramt af det nye loft.

Joachim B. Olsen mener dog, at tallet for kontanthjælpsmodtagere, der ikke er parate til et job er alt for højt. Det viser erfaringer fra 2000'erne, hvor økonomien var bedre, jobbene mere velbetalte, og flere i gruppen af ikke-jobparate kom i job.

- Det fortæller mig, at der er for mange, der bliver vurdere til ikke at være arbejdsmarkeds-parate. Kriterierne er for brede, siger Joachim B. Olsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.