Joachim B. driller DR-journalister: I har det jo godt!
Liberal Alliance-politikeren langer på Facebook ud efter DR Nyheders journalister, der i øjeblikket strejker, fordi ledelsen har valgt at afskaffe deres lønnede frokostpause.
Joachim B. Olsen synes ikke, at DR Nyheders journalister har grund til at brokke sig over arbejdsforholdene.
Joachim B. Olsen synes ikke, at DR Nyheders journalister har grund til at brokke sig over arbejdsforholdene. Foto: Scanpix


I Danmarks Radio er weekend-stemningen i dag blevet afløst af harme og en arbejdsnedlæggelse. Det er medarbejderne i DR Nyheder, der strejker i protest over, at ledelsen har valgt at afskaffe deres lønnede frokostpause.

Strejken har fået Liberal Alliances Joachim B. Olsen til tasterne på Facebook. Han har postet et meget langt opslag, hvor han minder om, at de ansatte på det private arbejdsmarked altså selv betaler deres frokost.

"Betalt frokost i det offentlige svarer til 45.000 stillinger. DR journalisterne har i øvrigt en ganske lukrativ overenskomst," skriver Joachim B. Olsen spydigt.

Han lister derefter DR-journalisternes overenskomst op. Oplysninger, der er tilgængelige for alle på Journalistforbudnets hjemmeside.

- Ja, jeg driller lidt, siger Joachim B. Olsen til Avisen.dk.

- At DR Nyheders journalister strejker over, at de skal betale frokostpausen - det er noget pjat. Se på, hvordan privatansatte har det. Der betaler man selv.

Som han ser det, har DR-reporterne en yderst lukrativ overenskomst. Og, konstaterer han:

- De er samtidig ansat i en virksomhed, som er sikret sin indtjening fremover, fordi befolkningen er tvunget til at betale til den via licensen.

Ifølge fagbladet Journalistens oplysninger er arbejdsnedlæggelsen planlagt til lørdag morgen klokken ni. Der er som konsekvens af strejken indført en række ændringer i aftens tv-program på DR.

Journalisterne på DR strejker over, at de selv skal betale deres frokost. På det private arbejdsmarked betaler folk selv...

Posted by Joachim B. Olsen on 30. oktober 2015

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.