Joachim B.: "3F får Ryanair til at ligne engle"
Arbejdsmarkedsordfører fra Liberal Alliance, Joachim B. Olsen, er ikke helt tilfreds med 3F, der i årevis har tvangsopkrævet et millionbeløb fra østeuropæiske stuepiger.
Joachim B. Olsen (LA) er langtfra tilfreds med 3F i sagen om østeuropæiske stuepiger, der i flere år uretmæssigt har betalt til 3F.
Joachim B. Olsen (LA) er langtfra tilfreds med 3F i sagen om østeuropæiske stuepiger, der i flere år uretmæssigt har betalt til 3F. Bjarke Bo Olsen/Scanpix


- Sådan noget svineri!

Det skriver Joachim B. Olsen, arbejdsmarkedsordfører for Liberal Alliance, på Facebook, efter det torsdag kom frem, at en række virksomheder i årevis uretmæssigt har tvangsopkrævet millioner til fagforeningen 3F fra flere hundrede østeuropæiske stuepiger, der ikke er medlem af 3F.

Joachim B. Olsen raser videre på Twitter, hvor han skriver:

- 3F får Ryanair til at ligne engle.

Det irske lavprisselskab Ryanair fløj første gang fra København onsdag og er berygtet for at tilbyde deres ansatte barske arbejdsvilkår, men de nægter at tegne overenskomst med den danske fagbevægelse.

Joachim B. Olsen har tidligere gjort det klart, at han ikke forstår fagbevægelsens modstand mod Ryanairs lave lønninger og indtog i Københavns Lufthavn.

Opkræver via de ansattes løn

Jyllands-Posten skriver torsdag historien om 3F, der har opkrævet flere millioner via de østeuropæiske stuepigers løn som et såkaldt administrationsbidrag som følge af de overenskomstaftaler, virksomhederne siden 2007 har haft med 3F.

Retten i Glostrup vurderede i november 2014, at manøvren var ulovlig. 3F oplyser, at opkrævningerne er stoppet efter dommen, men at man ikke har overblik over indtægterne fra bidragene.

Advokat Peter Herskind er ekspert i ansættelseskontrakter. Han har aldrig hørt om noget lignende.

- Det lyder både urimeligt og ikke i overensstemmelse med det, som er ånden i forbuddet mod tvungne medlemskaber, siger han til Jyllands-Posten med henvisning til, at det i 2006 blev ulovligt at tvinge medarbejdere til at vælge en bestemt fagforening.

Store kunder krævede det

Jyllands-Posten har identificeret tre rengøringsselskaber med en sådan aftale med 3F, og alene her er der ifølge mediets opgørelse opkrævet mindst 3,5 millioner kroner i administrationsbidrag siden 2007.

Ifølge virksomhederne var overenskomsterne ikke deres idé, men de indgik dem, fordi store kunder krævede det og for at undgå konflikter med 3F, som man blandt andet har set med Restaurant Vejlegården.

Faglig sekretær i 3F Hotel & Restauration Jan Mathisen oplyser, at aftalerne finansierer, at 3F kan holde timelønnen oppe og useriøse virksomheder ude.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.