Jo Cox' mand kalder drab for en terrorhandling
Had lå bag drabet på Jo Cox, siger hendes mand ved mindestund på den dræbte politikers 42 års fødselsdag.
Brendan Cox, enkemand til den dræbte Labour-politiker Jo Cox, sejler sammen med parrets to små børn ned ad Themsen på vej til mindehøjtideligheden på Trafalgar Square.
Brendan Cox, enkemand til den dræbte Labour-politiker Jo Cox, sejler sammen med parrets to små børn ned ad Themsen på vej til mindehøjtideligheden på Trafalgar Square. Foto: Daniel Leal-olivas/AP


Drabet på Labour-politiker Jo Cox, som i sidste uge blev skudt og stukket ihjel på åben gade i det nordlige England, var en terrorhandling.

Det siger hendes mand, Brendan Cox, ved en mindehøjtidelighed i London onsdag.

- Drabet på Jo var politisk. Det var en terrorhandling, som var udtænkt for at fremme en dagsorden af had mod andre, siger han ved mindehøjtideligheden på Trafalgar Square i det centrale London.

- Hun var politiker, og hun havde sine klare holdninger. Jeg tror, at hun blev dræbt på grund af disse klare holdninger, siger Brendan Cox.

Jo Cox, der ville være fyldt 42 år onsdag, var kendt for sine synspunkter om, at Storbritannien bør gøre mere for de mange flygtninge, der kommer til Europa.

Den mand, der er anholdt for drabet på hende, råbte ifølge øjenvidner "Storbritannien først!", da han angreb hende i byen Birstall i det nordlige England torsdag i sidste uge.

Cox var også tilhænger af fortsat britisk EU-medlemskab og førte valgkamp for bliv-fløjen ved den britiske folkeafstemning.

Mindehøjtideligheden på Trafalgar Square finder sted, kun 15 timer inden de britiske valgsteder slår dørene op.

I Storbritannien er det blevet debatteret, om drabet ville påvirke afstemningen torsdag. Meningsmålingerne viser, at tilhængerne af fortsat britisk EU-medlemskab er blevet styrket i den seneste uges tid.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.