Jetset-rocker er blevet skraldemand: "Jeg er fucking stolt af det"
Den tidligere rocker Brian Sandberg fået job som skraldemand og er glad for sit nye liv.
"Mit liv har altid været en lang motorvej. Så kører man rigtig stærkt, og så kommer du på en ny vej og kører på den, indtil det tager endnu en drejning - og så må man bare tilpasse sig," siger Brian Sandberg.
"Mit liv har altid været en lang motorvej. Så kører man rigtig stærkt, og så kommer du på en ny vej og kører på den, indtil det tager endnu en drejning - og så må man bare tilpasse sig," siger Brian Sandberg. Foto: Teitur Jónasson/Scanpix/arkiv


Hverdagen ser i dag lidt anderledes ud for den tidligere jetset-rocker Brian Sandberg.

Den kriminelle løbebane og rockermiljøet er nemlig blevet skiftet ud med et job som skraldemand. Det løftede Brian Sandberg selv sløret for i på sin Facebook-profil i juni:

"Jeg har gennem den sidste måned været noget så fedt som - vaskeægte SKRALDEMAND!!!!!!! Og jeg er fucking stolt af det kan jeg love jer. OG nu hvor jeg har lavet så meget lort for vores samfund. Er det nu er på tide jeg giver lidt igen og fjerner jeres lort," skrev den tidligere rocker dengang på Facebook.

Til BT fortæller Brian Sandberg, at jobbet kom i stand, da han så en skraldemand, han kendte. Han spurgte, hvem man skulle ringe til for at få et job, og selvom han vidste, at hans navn kunne være en hindring, ringede han chefen op.

- Så tog jeg chancen og sagde: Hej, jeg hedder Brian Sandberg, nu skal du ikke falde ned ad stolen, men jeg kunne godt tænke mig at lave noget. Så sagde han, at de ikke skelnede mellem, hvem folk var, og det har jeg bare aldrig været udsat for, fortæller han til BT.

Kort efter fik Brian Sandberg jobbet, men af hensyn til sin arbejdsgiver vil han ikke oplyse, hvilket firma han arbejder for. Men jobbet er han rigtig glad for. Han står tidligt op og starter sin rute, og når arbejdsdagen slutter bruger han tid på sin brillekollektion, på at lave bluser og på sit forfatterskab.

- Mit liv har altid været en lang motorvej. Så kører man rigtig stærkt, og så kommer du på en ny vej og kører på den, indtil det tager endnu en drejning - og så må man bare tilpasse sig. Hvis man vil leve et ganske almindeligt liv, så er lønnen som skraldemand ikke dårlig, og hvis man ikke kan leve af det, er man idiot. Men det er klart, det er ikke, hvad jeg har været vant til, siger Brian Sandberg til BT.

Brian Sandberg var tidligere et markant medlem af rockergruppen Hells Angels, som han forlod i 2012. Herefter blev han en del af den rivaliserende gruppe Bandidos. Den blev han dog ekskluderet fra i 2015, da han sexchattede med et andet medlems kone.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.