Jess Thorup forventer Sisto-afbud til landsholdet
En skade driller fortsat Pione Sisto, og FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup, forudser et landsholdsafbud.
Pione Sisto trækkes med en skade, og han er stærkt tvivlsom til Danmarks to playoffkampe mod Sverige om EM-kvalifikation.
Pione Sisto trækkes med en skade, og han er stærkt tvivlsom til Danmarks to playoffkampe mod Sverige om EM-kvalifikation. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Pione Sisto ligner ikke en fodboldspiller, der er klar til to vigtige landskampe for Danmark i jagten på at nå med til EM-slutrunden i Frankrig.

Søndag var FC Midtjylland-profilen ikke med, da FCM hjemme vandt 5-1 over Esbjerg i Alka Superligaen, og ifølge FCM's træner, Jess Thorup, så ligner det et afbud fra Sisto til den danske trup.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg det ikke. Han tager derover (til landsholdssamlingen, red.) til nogle test, og så vurderer de (landsholdets stab, red.) ham. Det er normalt, sådan de gør, siger Jess Thorup.

Spørgsmål: Tror du, det ender med et afbud?

- Ja, det tror jeg, at det gør, siger Jess Thorup.

Ifølge Ekstra Bladet er det en skade i lysken, som har drillet Pione Sisto over flere omgange, der igen er brudt op.

Danmark spiller i den kommende tid de to vigtige playoffkampe mod Sverige om kvalifikation til EM-slutrunden i 2016. Danmark spiller det første opgør i Sverige den 14. november og tager imod Sverige i Telia Parken den 17. november.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.