Jess Thorup efter sejr over Italien: Vi blev presset
U21-landstræneren er meget tilfreds med sejren over Italien efter en kamp, hvor det danske hold var presset.
Jess Thorup (i midten) er glad efter 1-0-sejren ude over Italien.
Jess Thorup (i midten) er glad efter 1-0-sejren ude over Italien. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


U21-landstræner Jess Thorup var særdeles tilfreds, efter at han mandag aften så sit hold vinde 1-0 ude over Italien i en testkamp.

Det skete på et mål af indskiftede Nicolai Brock-Madsen små 10 minutter før tid.

- Vi mødte et supergodt italiensk hold. Det var en meget lige kamp med masser af fysik. Det er det, vi ved, at italienerne kan, siger landstræneren til Dansk Boldspil-Unions Facebook-side.

- Første halvleg var en lige kamp, hvor vi især så gode ud i omstillingerne.
I anden halvleg blev vi presset, blandt andet på fysikken. Italienerne havde nogle store chancer, men vi endte med at vinde 1-0 på et fremragende mål af Nicolai Brock-Madsen.

- Alt i alt var det en super god matchning for vores hold, så vi slutter et rigtig fint 2014 af, siger Jess Thorup.

For tre dage siden spillede Danmark 2-2 i Prag mod Tjekkiet, der lige som Danmark og Italien er med ved EM næste år.

Slutrunden bliver afholdt netop i Tjekkiet, og værterne møder Danmark i åbningskampen.

Tyskland og Serbien er de to øvrige hold i gruppe A.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.