Jesper Jensen stopper som træner i Aalborg til sommer
Aalborg Håndbold skal have ny træner til næste sæson. Jesper Jensen stopper efter to år i klubben.
Aalborgs træner Jesper Jensen takker af efter denne sæson.
Aalborgs træner Jesper Jensen takker af efter denne sæson. Foto: Sch?tze Ren?/Polfoto


Aalborg Håndbold skal på jagt efter en ny træner for klubbens bedste herrehold fra næste sæson.

Aalborg Håndbolds nuværende cheftræner, Jesper Jensen, meddeler i en pressemeddelelse fra klubben, at han stopper til sommer.

- Jeg har i de seneste måneder haft overvejelser om fremtiden, og efter en god snak med klubben er vi blevet enige om at stoppe samarbejdet til sommer, siger Jesper Jensen om beslutningen.

- Trænerjobbet i Aalborg Håndbold kræver fuld fokus, og efter to sæsoner med pendling mellem Aalborg og Esbjerg og mit hensyn til familien er vi kommet til den konklusion, at det ikke er holdbart i fremtiden. Derfor stopper jeg til sommer.

Beslutningen ærgrer klubdirektør Jan Larsen, som dog har respekt for Jesper Jensens beslutning.

- Vi har haft en god dialog med Jesper og drøftet udfordringerne godt og grundigt igennem. Vi respekterer selvfølgelig hans beslutning, siger Jan Larsen i pressemeddelelsen.

- Vi har været glade for samarbejdet og håber naturligvis, at vi kan slutte af med at spille med om medaljerne. Vi har allerede indledt arbejdet med at finde en ny cheftræner, slutter direktøren.

Aalborg Håndbold er nummer syv i Boxer Herreligaen øjeblikkeligt og har kurs mod slutspillet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.