Seks uger efter, at Jes Dorph-Petersen til manges store overraskelse trak sig fra skærmen for at gå i behandling mod et alkoholmisbrug, vender den populære vært tilbage til sit job som vært i TV2's 'Go'aften Danmark.'
Tirsdag klokken 18.30 sidder han atter i værtsstolen, fortæller han selv til Ekstra Bladet.
- Jeg glæder mig til at komme tilbage. Jeg har savnet det. Jeg er jo en cirkushest og synes, det er skideskægt at lave tv, og det har drevet mig i alle de år, siger han til Ekstra Bladet.
Han ønsker ikke at fortælle nærmere om det behandlingsforløb, han har været igennem. Det er en privatsag, mener han, men siger dog beroligende til avisens læsere:
- Jeg er frisk som en fisk.
Onsdag 2. september offentliggjorde han selv i en pressemeddelelse, at han trak stikket for en periode.
- Jeg har i perioder haft et for stort alkoholforbrug. Af hensyn til min familie, mit job og mig selv er det derfor nu nødvendigt, at jeg tager en pause og tager imod behandling for at blive helt rask. Jeg er selvfølgelig ked af timingen, for jeg var rigtigt glad for at være kommet godt i gang på ’Go’ aften Danmark’, men lige nu gælder det om at blive fit for fight, sagde Jes Dorph-Petersen i pressemeddelelsen.
Senere kom det frem, at han og konen Louise Dorph-Petersen Houvenaeghel var flyttet fra hinanden. Men der skal meget til at slå den tidligere Mr News af pinden - og på tirsdag er han altså inde i dit tv igen.