Jerusalem oplever bølge af blodige knivangreb på et døgn
Fire israelere er blevet stukket med kniv det seneste døgn, og tre formodede gerningsmænd er skudt og dræbt.
En palæstinensisk formodet knivstikker blev skudt og dræbt af israelske sikkerhedsstyrker mandag. Der har været fire knivstik i byen det seneste døgn.
En palæstinensisk formodet knivstikker blev skudt og dræbt af israelske sikkerhedsstyrker mandag. Der har været fire knivstik i byen det seneste døgn. Foto: Mahmoud Illean/AP


Endnu en israelsk soldat er mandag blevet stukket med kniv, denne gang i en bus, og igen har israelske sikkerhedsstyrker svaret med skud og dræbt en formodet gerningsmand.

Politiet beskriver den formodede gerningsmand som "medlem af en minoritet" uden at oplyse, om han var israelsk eller palæstinensisk statsborger.

Den israelske soldat blev lettere såret af knivoverfaldet. Angrebet er det fjerde knivstik i Jerusalem mandag.

Fire jøder er såret, heriblandt en 13-årig hvis tilstand er kritisk. Tre formodede gerningsmænd er skudt og dræbt, og to andre er såret.

Der har været flere end 15 knivangreb i løbet af de seneste otte dage, viser en optælling fra nyhedsbureauet AFP.

Tidligere mandag blev en arabisk mand, der angreb en israelsk politimand med en kniv ved en indgang til Jerusalems gamle bydel, skudt og dræbt.

Politiet siger, at en "terrorist" gik til angreb på politimanden, da denne ville kropsvisitere ham.

Søndag blev en palæstinensisk teenager skudt og dræbt på Vestbredden, mens et israelsk luftangreb kostede en gravid kvinde og et lille barn livet i Gaza.

I de seneste to uger har der været en stribe sammenstød mellem israelske sikkerhedsstyrker og palæstinensere på Vestbredden og i det østlige Jerusalem, som Israel har annekteret.

Hamas kalder den eskalerende vold for en intifada, og gruppen opfordrer til yderligere vold under opstanden.

I alt er omkring 30 mennesker - heraf mindst 24 palæstinensere og fire israelere - blevet dræbt under voldsbølgen.

Israels luftvåben siger, at det i weekenden ramte to våbenlagre, der ifølge militæret tilhører Hamas, som kontrollerer Gazastriben. Luftangrebet mod Gaza skete ifølge Israel som svar på raketangreb fra Gaza fredag og lørdag.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.