Jensens første ministerrejse går til Berlin
Den nyudnævnte udenrigsminister mødes tirsdag morgen med sin tyske kollega.
Kristian Jensen (tv) starter i Tyskland, men skal de kommende dage tale med flere andre af sin europæiske kolleger.
Kristian Jensen (tv) starter i Tyskland, men skal de kommende dage tale med flere andre af sin europæiske kolleger. Foto: ANDERS RYE SKJOLDJENSEN/POLFOTO


Udenrigsminister Kristian Jensen (V) er tirsdag morgen i Berlin for at mødes med sin tyske kollega Frank-Walter Steinmeier.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

Det er Kristian Jensens første rejse som udenrigsminister, og besøget er en del af den nye ministers indledende kontakter til "tætte europæiske og nordiske kolleger", forklarer ministeriet.

Kristian Jensen og Steinmeier skal drøfte sager af fælles interesse, ikke mindst de store EU-spørgsmål, hvor Grækenlands økonomiske krise i øjeblikket er den helt store sag.

Derudover vil Kristian Jensen orientere om den nye danske regerings politik.

- Det er vigtigt for mig hurtigt at tale med vores nabolande og vigtigste europæiske samarbejdspartnere, forklarer Kristian Jensen i en skriftlig kommentar.

- Derfor er jeg meget glad for, at jeg allerede på min anden dag som udenrigsminister besøger Tyskland, som er et kerneland i EU.

Kristian Jensen skal efter planen have en række samtaler med andre europæiske udenrigsministre i disse dage.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.