Jensen: Vi kan ikke forvente at USA vil være vagthund
Den amerikanske præsidentvalgkamp får udenrigsministeren til at åbne for et øget dansk forsvarsbudget.


Når USA til november vælger formentlig enten Hillary Clinton eller Donald Trump til præsident, så kan Danmark ikke længere regne med, at USA vil være Europas vagthund.

Sådan lyder det fra udenrigsminister Kristian Jensen (V), der i et interview med Jyllands-Posten kalder på et stærkere europæisk forsvar, hvis truslen fra Rusland mod øst og terrortruslen fra IS skal holdes på porten til Europa.

- Hvis vi skal have den samme tryghed i Danmark og Europa, som har haft hidtil, bliver vi nødt til at tage et større militært ansvar selv, siger Kristian Jensen til Jyllands-Posten.

I dag støtter USA Europa massivt i at beskytte det europæiske territorium mod den ustabile situation i Rusland. Blandt andet er USA's militære tilstedeværelse i Polen og de baltiske lande vokset, siden Rusland invaderede den ukrainske halvø Krim i 2014.

Kristian Jensens forudsigelser om, at Europa fremover må undvære den amerikanske vagthund i Europa, får udenrigsministeren til at åbne op for flere midler til dansk militær.

- Jeg tror på, at vi bliver nødt til at kigge på et større forsvarsbudget med den ustabile situation, som Europa står i. Både Clinton og Trump vil trække sig mere tilbage fra de internationale sikkerhedsopgaver og koncentrere sig mere om USA's egne interesser.

- Det betyder, at vi simpelthen skal tage mere ansvar selv. Og hvis vi skal kunne det, bliver vi nødt til at prioritere og styrke vores forsvar i Danmark, siger han.

Danmark har i Nato-regi sagt ja til en målsætning om at bruge 2,0 procent af BNP på forsvaret. Den målsætning indfrir Danmark dog ikke i øjeblikket, hvor der bruges lidt under 1,2 procent af BNP svarende til cirka 22 milliarder kroner årligt på forsvaret.

Hvis Danmark skulle øge forsvarsbudgettet til Nato-niveauet vil det koste et tocifret milliardbeløb årligt. Spørgsmålet splitter Christiansborg, hvor blandt andre Socialdemokraterne siger nej til at øge forsvarsbudgettet, mens DF og K siger ja.

Kristian Jensen vil ikke sætte tal på præcist, hvor meget forsvarsbudgettet skal øges, men han erkender, at der ikke er råd til at indfrie Nato-målsætningen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.