Jensen: Danmark kan ikke hjælpe Frankrig mere lige nu
Udenrigsministeren mener ikke, at Danmark kan følge Frankrigs ønske om mere militær hjælp mod IS lige nu.


Udenrigsminister Kristian Jensen (V) mener ikke, at Danmark er de første, der står for skud, når Frankrig beder EU-landene om hjælp til militære aktioner mod Islamisk Stat.

- Danmark er et land, der gør rigtig meget i kampen mod ISIL i forhold til vores størrelse. Derfor mener jeg, at der er andre lande, der står først for i forhold til at respondere Frankrigs anmodning, siger Kristian Jensen til Ritzau.

Det sker efter, at Frankrig i kølvandet på terrorangrebet i Paris fredag som det første EU-land nogensinde har brugt EU-traktatens bestemmelser om at bede om hjælp fra de andre EU-lande, hvis et medlemsland bliver angrebet.

Det betyder dog ikke, at Danmark slet ikke vil deltage i kampen, men det kræver, at vi militært er klar, mener udenrigsministeren.

- Vi fortsætter med at gøre meget, og vi har tilkendegivet, at vi er klar til at sende vores F-16-fly tilbage i aktion, ligeså snart de militærfagligt vurderes at være klar, fortsætter Kristian Jensen.

Dog mener ministeren ikke, at det betyder, at Danmark ikke kan deltage i FN-missionen i Mali, der forventes at blive stemt gennem Folketinget tirsdag eftermiddag.

- Vi bruger ressourcer i både Mali og Irak, men vi gør det på to forskellige måder.

- I Mali er der behov for specialoperations-styrker, hvor vi skal forhindre ISIL i at få et fodfæste. I Irak er ISIL allerede, så der er der behov for, at vi træner de styrker der er i forvejen, siger Kristian Jensen.

Selvom Danmark ikke reagerer på Frankrigs ønske med det samme, så understreger ministeren dog, at Danmark er til steder i kampen mod Islamisk Stat.

- Vi er til stede i øjeblikket på invitation fra den irakiske regering. De har bedt om hjælp, fordi ISIL også truer Irak og Syrien, siger Kristian Jensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.