Jelved tier om mindretal i orkestersag
De overskydende licensmidler er aktuelt nøglen til en politisk aftale om DR Underholdningsorkestrets fremtid.
Kulturminister Marianne Jelved (R) vil ikke tale om et eventuelt mindretal i orkestersagen.
Kulturminister Marianne Jelved (R) vil ikke tale om et eventuelt mindretal i orkestersagen. Foto: MIK ESKESTAD/POLFOTO


Der var ingen overraskelser i tirsdagens kalenderlåge i kampen om DR Underholdningsorkestret, efter endnu et møde med mellem kulturordførerne og kulturminister Marianne Jelved (R).

Onsdag mødes partierne igen i et åbent samråd, og efterfølgende er der hasteforespørgsel i Folketinget. Her kan kulturministeren komme i mindretal, når et forslag om at øremærke en del af de overskydende licensmidler bliver taget op.

Spørgsmål: Er det din opfattelse, når forslaget bliver fremsat i salen i morgen, at regeringen kommer i mindretal?

- Det kan jeg ikke svare dig på. Der er mange forskellige holdninger, siger Marianne Jelved kortfattet.

Spørgsmål: De Konservative siger, det står i public servicekontrakten, at det her orkester skal spille. Det kan man ikke bare hive ud, og det er kontraktbrud. Det er vel en anden version af dit armslængdeprincip?

- Vi kan tage den i byretten. Jeg har ikke mere at sige lige nu, siger Marianne Jelved.

Kulturministeren har hele tiden stået fast på, at DR's ledelse selv skal håndtere deres økonomiske rammer og dermed retten til at spare DR Underholdningsorkestret væk.

Enhedslisten medie- og kulturordfører Jørgen Arbo-Bæhr fremlagde mandag forslaget om at øremærke cirka 50 procent af de overskydende licensmidler til musik i DR. Et forslag der var enslydende med det forslag, som Dansk Musiker Forbund har sendt til medlemmerne af kulturudvalget.

Tirsdagens møde varede knap en halv time. Men ifølge partierne i blå blok, så var der ikke nogen udvikling i forhold til mødet mandag.

- Vi går i tomgang. Det virker som om, at ministeren ikke har travlt, selv om der er et flertal imod hende. Det er ved at være oppe over, og vi burde snart få lavet en aftale, siger Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen.

Der skal findes en løsning inden nytår, hvor både DR's spareplan og en ny public servicekontrakt skal træde i kraft.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.