Jelved opgiver kirkeaftale: V og K vil ikke være med
Kirkeminister Marianne Jelved opgiver at give folkekirken en ny styreform, fordi VK har forladt forhandlinger.


Folkekirken får ingen ny struktur. Kirkeminister Marianne Jelved (R) opgiver at gennemføre en ny styreform, fordi Venstre og De Konservative torsdag gik fra forhandlingerne, da de frygter en ordning, som minder om et centralt kirkeråd.

- Med Venstres og Det konservative Folkepartis udmelding må jeg desværre konstatere, at det ikke har været muligt at samle bred politisk opbakning til en lovgivning på baggrund af betænkning 1544 om folkekirkens styre, siger kirkeministeren i en skriftlig kommentar.

- Det har for mig været afgørende, at en reform på folkekirkens område har et bredt politisk flertal bag sig.

Marianne Jelved mener, at betænkning 1544, som er grundlaget for forhandlingerne, er "et gennemarbejdet og et for folkekirken historisk værk, men den brede politiske vilje til en lovgivning på baggrund af betænkningen er ikke til stede for tiden," siger hun.

Venstre og De Konservative roste torsdag folkekirkens styreform.

- Vi har en helt unik kirkeordning i Danmark og en grundlæggende god og rummelig folkekirke, som er vokset frem gennem generationer, og som passer godt til danskerne, sagde kirkeordførerne Flemming Damgaard Larsen (V) og Charlotte Dyremose (K) i en kommentar.

- Uanset at regeringen har fremlagt forslag, som er mindre vidtgående end et egentligt kirkeråd, så ønsker vi ikke at sætte folkekirkens unikke væsen på spil. Det eksperiment har vi i dag sagt nej til, sagde de.

Venstre og Konservative vil have folkekirken styret decentralt.

- Vi har fra starten været bekymrede for, om regeringens forslag til en ny kirkestruktur kunne være en glidebane i retning af et egentligt kirkeråd eller synode, der vil ende med at komme til at udtale sig på folkekirkens vegne. Det ønsker vi ikke, sagde de to kirkeordførere.

Udvalget bag betænkning 1544 vil ændre folkekirkens styreform, så bloktilskud erstatter noget af statens tilskud til kirken, og har foreslået fælles økonomi og fælles anliggender.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.