”Jeg vil virkelig advare mod at sætte Joachim B. i Beskæftigelsesministeriet”
Røde politikere håber på konservativ miljøminister.
Skrækscenariet er ifølge formand for SF, Pia Olsen Dyhr, at Joachim B. Olsen bliver Beskæftigelsesminister.
Skrækscenariet er ifølge formand for SF, Pia Olsen Dyhr, at Joachim B. Olsen bliver Beskæftigelsesminister. Fotomontage: Scanpix/arkiv


Når ministerkabalen for den nye V-LA-K-regering skal lægges følger Folketingets oppositionspolitikere intenst med på sidelinjen.

De krydser blandt andet fingre for at Liberal Alliance bliver væk fra Beskæftigelsesministeriet, mens en konservativ politiker gerne må blive miljøminister.

Det skriver BT.

Skrækscenariet er ifølge formand for SF, Pia Olsen Dyhr, at Joachim B. Olsen bliver minister for beskæftigelse:

- Jeg vil virkelig advare mod at sætte Joachim B. Olsen i Beskætigelsesministeriet. Det ville virkelig være en hetz mod de arbejdsløse i Danmark, siger hun til BT.

Det er både Socialdemokratiet og Enhedslisten enige i, mens Alternativet slet ikke kan finde en god kandidat, der eventuelt skulle afløse Jørn Neergaard Larsen (V) i en regeringsrokade.

- Folk bliver skubbet ud i fattigdom, men jeg har ikke hørt nogen af de tre partier komme med en god løsning. Men derudover vil jeg ikke miskreditere nogen på forhånd, siger politisk ordfører for Alternativet, Rasmus Nordqvist til BT.

Stort set alle oppositionspartier opfordrer omvendt Lars Løkke Rasmussen til at gøre Mette Abildgaard (K) til miljøminister.

- Jeg håber, at vi får en konservativ politiker på klima-, miljø- og energiområdet. Søren Pape kunne være et godt og stærkt bud, fordi han er partiformand. Mette Abildgaard ville været et godt bud på en miljøminister.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) satte i weekenden en bombe under dansk politik, da han inviterede Liberal Alliance og De Konservative med i regering.

Forhandlingerne om et nyt regeringsgrundlag fortsætter onsdag på Marienborg, og derefter kan Lars Løkke Rasmussen præsentere en regering med flere nye ansigter. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.