Jeanette Ottesen tager tredje EM-medalje i 50 meter fri
Den danske svømmer hentede sin tredje og Danmarks fjerde medalje ved EM på kortbane med bronze i 50 meter fri.
Jeanette Ottesen vandt søndag sin tredje medalje ved korbane-EM i svømning.
Jeanette Ottesen vandt søndag sin tredje medalje ved korbane-EM i svømning. Foto: Michael Sohn/AP


Svømmeren Jeanette Ottesen sikrede søndag Danmark den fjerde medalje ved EM på kortbane, da hun søndag eftermiddag tog en bronzemedalje i 50 meter fri.

Jeanette Ottesen svømmede i tiden 23,94 sekunder, og det var nok til en tredjeplads og den danske svømmers tredje medalje ved EM - Danmarks fjerde samlet set.

Ranomi Kromowidjojo fra Holland vandt guld i tiden 23,56 sekunder, mens svenske Sarah Sjöström igen vandt medalje, men denne gang måtte nøjes med sølv.

Tidligere søndag hentede Ottesen en sølvmedalje i 100 meter butterfly, da hun i tiden 55,68 sekunder tog andenpladsen efter svenske Sarah Sjöström.

Torsdag vandt den 27-årige svømmer EM-sølv i 50 meter butterfly.

Den sidste danske medalje ved EM stod Viktor Bromer for, da han tidligere søndag vandt sølv i 200 meter butterfly.

Efter Jeanette Ottesens medalje i 50 meter fri er der ikke flere danskere i aktion ved EM.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.