Jarlov om ubehageligt overfald og indbrud: "Ikke kun en dans på roser at være politiker"
Den konservative politiker Rasmus Jarlov tanker ikke energi af folks vrede mod ham. Det fortæller han i TV 3-programmet "Til middag hos".
Rasmus Jarlov har tidligere svunget træbenet i "Vild med Dans", nu sidder han med til bords i TV 3-programmet "Til Middag Hos", hvor snakken ofte er ærlig og ligefrem.
Rasmus Jarlov har tidligere svunget træbenet i "Vild med Dans", nu sidder han med til bords i TV 3-programmet "Til Middag Hos", hvor snakken ofte er ærlig og ligefrem. Foto: Scanpix/arkiv


Det er Rasmus Jarlovs tur til at være vært i de igangværende afsnit af "Til middag hos" på TV 3.

Og der bliver stille omkring bordet, da snakken falder på hans hverv som politiker for Det Konservative Folkeparti og medlem af Folketinget.

- Den politiske debat - selv i hyggelige lille Danmark - den er hård, fortæller Rasmus Jarlov til de øvrige deltagere: millionæren og indehaveren af investeringsbanken Wimmer, Per Wimmer, danseinstruktøren og tøjdesigneren Claudia Rex og den tidligere vejrvært Sara Maria Franch-Mærkedahl.

- På Facebook er det ikke altid de sødeste kommentarer, man får. Det er en del af jobbet, fordi vi har stor indflydelse på, hvordan tingene er i Danmark. Der har folk selvfølgelig holdninger til, hvad det er vi gør.

Han har tidligere beskrevet, hvordan ”det er chokerende at læse, hvor modbydelige folk, der ønsker højere kontanthjælp er i deres debatform."

- Men jeg har været udsat for en del mere ubehagelige ting, siger Rasmus Jarlov videre og fortæller om en periode, hvor han både havde indbrud og fik stjålet sin bil. Og på et tidspunkt fik han brændt sin bus af:

- Klokken et om natten, så stod der en politibetjent og bankede på og spurgte, om det var min bus, der holdt på hjørnet 100 meter væk. Og den var fuldstændig udbrændt. Det var en påsat brand.

Det er tydeligt, at gæsterne ikke bare er overraskede, men nærmere rystede.

- Der er også en, der sidder i fængsel lige nu for et overfald på mig for et par år siden, fortsætter Rasmus Jarlov.

- Altså, det er ikke kun en dans på roser at være politiker,

Og hvad gør det ved dig, vil Sara Maria Franch-Mærkedahl gerne vide.

- Det er klart, jeg står ikke op om morgenen og får energi af at tænke på, at der er folk, der er så vrede på mig.

- Jeg forsøger at lytte til de budskaber, de gerne vil af med, men det er klart, at budskabet fra en knytnæve er jo ikke så avanceret, at man kan tænke ret længe over det. Andet end at det bare er ærgerligt at være udsat for.

- Jeg må gøre nogle ting for at holde lidt lav profil med, hvor jeg er - og hvor jeg stiller min bus ..., siger Ramus Jarlov sarkastisk.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.