Japansk saksespark bringer Leicester tættere på guldet
Leicester er kommet endnu et skridt tættere på det engelske mesterskab efter en 1-0-sejr over Newcastle.
Den japanske angriber Shinji Okazaki (forrest til venstre) sørgede for at gøre mandagens kamp endnu mere mindeværdig med det enlige mål på et flot saksespark efter 25 minutter.
Den japanske angriber Shinji Okazaki (forrest til venstre) sørgede for at gøre mandagens kamp endnu mere mindeværdig med det enlige mål på et flot saksespark efter 25 minutter. Foto: Rui Vieira/AP


Alle havde dømt Leicester og Kasper Schmeichel til nedrykning på nogenlunde dette tidspunkt i sidste sæson. Men holdet vendte en skidt periode og reddede endnu en sæson i Premier League.

Et år efter er Leicester solidt plantet på førstepladsen i den bedste engelske fodboldrække, og mandagens 1-0-sejr hjemme over Newcastle gør ikke optimismen om et muligt engelsk mesterskab mindre.

Den 29-årige japanske landsholdsangriber Shinji Okazaki sørgede for at gøre mandagens kamp endnu mere mindeværdig med det enlige mål på et flot saksespark efter 25 minutter.

Leicesters topscorer, Jamie Vardy, steg op og headede bolden ind over, og Okazaki timede sit akrobatiske opspring helt perfekt og flugtede bolden i mål.

Schmeichel kom ikke på de store prøver, men den danske landsholdskeeper var vågen, da han kom ud af sit mål og fik sparket en svag aflevering fra stopperen Wes Morgan ud af farezonen.

Newcastles Ayoze Perez forsøgte sig med et skud, som Schmeichel tog sig fint af, mens udeholdets Jack Colback og Moussa Sissoko også havde nærgående forsøg.

Leicester red stormen af og fører nu ligaen med 63 point efter 30 kampe. Tottenham og Christian Eriksen er placeret på andenpladsen med fem point færre end Leicester. Der resterer otte spillerunder.

For Newcastle handler det derimod udelukkende om kampen i bunden af rækken.

Med 0-1-resultatet debuterede den nyansatte spanske manager Rafael Benitez med et trist nederlag, der efterlader holdet på næstsidstepladsen med blot 24 point efter 29 kampe.

I løbet af kampen viste Newcastle mere gejst og vilje end på det seneste, men det ændrer ikke på det faktum, at holdet nu har tabt fire kampe i træk.

Newcastles lokalrivaler fra Sunderland har dog kun et point mere over nedrykningsstregen.

Og på søndag skal de to nordøstlige bundhold mødes på Newcastles hjemmebane, St. James' Park i en vaskeægte bundgyser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.