Når Aarhus Festuge fredag aften officielt skydes i gang, er hovedpersonen ved gallaåbningen ikke-eksisterende.
Det er en japansk tegneseriefigur, Hatsune Miku, der indtager scenen i Musikhuset. Hun er et japansk kultfænomen, fortæller direktør for Aarhus Festuge Rikke Øxner.
- Hun er et slags samskabelsesprojekt. Publikum holder hende i live ved at fodre hende med materiale, siger Rikke Øxner.
Den 16-årige virtuelle popstjerne har millioner af fans i Japan og har udgivet 170.000 videoer på YouTube. Sangene er skrevet af superstjernens millioner af fans.
- En af hendes største fans er en af de helt store japanske komponister, Keiichiro Shibuya, der har skrevet en opera til hende. Og det er det, vi kommer til at opleve, siger festugedirektøren.
Den japanske popstjerne, der ikke eksisterer i virkeligheden, passer ifølge festugedirektøren fint ind i årets tema - Upside Down.
- Vi kaster tingene op og vender dem på hovedet.
- Så kan man i kulturbyåret 2017 få lagt dem på nye hylder eller på rette hylde, når man gentænker, sådan som temaet er for kulturbyåret, siger Rikke Øxner med henvisning til, at Aarhus næste år er udpeget som Europas kulturhovedstad.
Hun ser årets festuge som en slags "før-gymnastik" forud for den perlerække af kulturelle begivenheder, der venter til næste år.
Festugedirektøren fremhæver også et andet element i festugen, som vil vende op og ned på begreberne.
Det er en installation, som den argentinske kunstner Leandro Erlich står bag. Værket Bâtiment, som betyder bygning på fransk, er en bygningsfacade, der projiceres op nær Aarhus Domkirke.
Her kan man hoppe rundt mellem etagerne, kravle lodret på muren eller sætte sig og nyde solen i vindueskarmen. Det ser ud som om, man befinder sig mange meter oppe, men i virkeligheden er det bare en spejling, og publikum befinder sig på jorden.
Alt sammen noget, der skal give oplevelser og stof til eftertanke.
- Når festugen er slut, vil vi gerne have, at aarhusianerne har haft det festligt og sjovt, men også fået kulturelle oplevelser, hvor de er blevet udfordret og har lyst til at fortælle om det til familie og venner, så oplevelserne på den måde lever videre, siger Rikke Øxner.
Aarhus Festuge slutter søndag 4. september.
/ritzau/