Nysgerrige japanere har nu muligheden for at afprøve den kiste, de skal lægges i, når de ikke længere er levende. I Tokyo tilbyder et firma nemlig, at interesserede kunder kan komme og ligge i kisten i tre minutter for at visualisere, hvordan den sidste rejse kommer til at føles.
Kisteafprøvningen koster omkring 60 kroner, men så får man også en drink og lidt snacks, efter man har afprøvet komforten.
'Først troede jeg, jeg ville være bange. Men da jeg først kom ned i kisten, var det slet ikke tilfældet. Jeg fik en følelse af at blive løsrevet fra alle lyde og distraktioner i verden, og jeg kunne mærke mig selv glide længere og længere væk fra alting,' fortæller Hiromi Takeuchi, Tokyo.
Det er en øko-venlig kiste, som er lavet af sammenpresset pap, og som derfor ikke udleder så meget CO2 ved kremeringen. Og hovedparten af japanere vælger at blive brændt. Og der meldes om stor interesse for at komme forbi og afprøve papkisten.
'Hvis det føles for ægte, for eksempel hvis det er en person, der er tæt på at dø, så bør man nok undgå det. Jeg synes kun, at det er for folk, der stadig er raske,' vurderer Masashi Shiota.
Hvis man synes så godt om kisten, at man vælger at købe den, så koster den omkring 3000 kroner, hvilket er billigere end de fleste andre modeller. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skllerup Sørensen