Japaner printede våben: Nu skal han i fængsel
Myndigheder frygter, at 3D-printede våben kan bruges til kapringer, da de ikke altid kan spores i lufthavne.
Det lykkedes en japansk mand at printe et skydevåben med en 3D-printer
Det lykkedes en japansk mand at printe et skydevåben med en 3D-printer Foto: Jae C. Hong/AP


En japansk domstol har mandag sendt en mand i fængsel i to år for at have brugt en 3D-printer til at lave skydevåben.

Den 28-årige mand er fundet skyldig i at lave to våben i sit hjem og for at offentliggøre en video på internettet af forløbet, oplyser Yokohama-distriktets domstol.

- Det kriminelle ansvar for denne handling er alvorlig, da det kan få andre til at kopiere forbrydelsen, siger dommer Koji Inaba ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den dømte, der tidligere har været ansat ved et teknisk universitet i Japan, brugte information fra internettet til at bygge de to funktionelle våben.

Herefter offentliggjorde han en video med en detaljeret gennemgang af processen.

Mandens advokater argumenterede for, at han slet ikke vidste, at det var ulovligt, men det afviste retten at anerkende som en formildende omstændighed.

Den hurtige udvikling af teknologi inden for 3D-printere, der relativt billigt gør det muligt for privatpersoner at konstruere komplekse fysiske genstande, udgør lige nu en stor udfordring for lovgivere verden over.

Våben lavet af dele produceret af printerne kan ikke opfanges af almindeligt sikkerhedsudstyr, herunder visse skannere i lufthavne. Det har ført til frygt for, at de kan blive brugt ved kapringer af fly.

Debatten om hjemmelavede våben tog fart sidste år i USA, da den Texas-baserede gruppe Defense Distributed offentliggjorde tegninger af en fuldt funktionel 3D-printet pistol, der nærmest udelukkende bestod af hård plastik.

I december sidste år fornyede den amerikanske kongres et forbud mod pistoler, der ikke indeholder metal.

I Japan er adgangen til våben meget striks. Politiet bærer våben, men herudover har kun meget få mennesker adgang til våben.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.