Japan markerer 70-års-dag for atombombe med klokkeslag
Japan er det eneste land, der har oplevet virkningen af en atombombe. Det skete for nøjagtigt 70 år siden.
Sumiteru Taniguchi, en af de overlevende efter atombomben i Nagasaki, ved en amerikansk demonstration imod atomkraft i anledning af 70-året for atmobomberne i Japan. Torsdag opfordrer Hiroshimas borgmester verden til at stoppe brug af de udslettende bomber.
Sumiteru Taniguchi, en af de overlevende efter atombomben i Nagasaki, ved en amerikansk demonstration imod atomkraft i anledning af 70-året for atmobomberne i Japan. Torsdag opfordrer Hiroshimas borgmester verden til at stoppe brug af de udslettende bomber. Foto: Seth Wenig/AP


Præcis klokken 08.15 torsdag morgen lød der klokkeslag over den japanske by Hiroshima.

Da var det præcis 70 år siden, at byen 6. august 1945 blev ramt af en atombombe, som næsten øjeblikkeligt kostede 70.000 mennesker livet og lagde byen i ruiner.

Årsdagen bliver hele torsdag markeret i Japan og flere andre steder i verden. I Hiroshima kalder byens nuværende borgmester i sin tale atomvåben for "rendyrket ondskab" og opfordrer verden til aldrig mere at anvende dem.

- For at sameksistere må vi afskaffe den rendyrkede ondskab, som atomvåben er. Nu er det på tide at handle, siger Kazumi Matsui.

Atombomben over Hiroshima og tre dage senere over Nagasaki fik Japan til at kapitulere og satte dermed en stopper for Anden Verdenskrig.

Næsten alt på jorden blev ødelagt af bomberne, som forårsagede en varmebølge på 4000 grader celsius.

Japans premierminister, Shinzo Abe, er også blandt de tusindvis af deltagere ved mindehøjtideligheden i Hiroshima torsdag.

Han lagde en krans ved byens mindepark, før han holdt tale i overværelse af blandt andre USA's ambassadør i Japan, Caroline Kennedy.

Selvom bomben over Hiroshima vurderes at have kostet i alt 140.000 livet, mener et flertal af amerikanerne fortsat, at det var det rigtige at gøre.

56 procent svarer i en måling lavet af Pew Research Center, at det var berettiget at kaste bomben, mens 79 procent af japanerne svarer det modsatte.

USA, der siden er blevet en tæt allieret med Japan, har aldrig officielt undskyldt for bomberne.

Det var et amerikansk B29-bombefly med tilnavnet Enola Gay, der kastede atombomben med tilnavnet Little Boy over Hiroshima.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.