Japan får voldsom kritik: Skjuler fortiden
Nye japanske skolebøger beskyldes for at være historisk revisionisme, som skjuler sandhed om massakrer.
Japanske skoleelever får måske ikke de korrekte oplysninger i skolen.
Japanske skoleelever får måske ikke de korrekte oplysninger i skolen. Foto: Lars Rievers/POLFOTO


Japan forsøgte tirsdag at nedtone betydningen af en storm af protester fra dets nabolande over nye japanske skolebøger, som bliver kritiseret for at skjule sandheden om landets fortid som aggressiv krigsmagt.

Det japanske uddannelsesministerium har netop godkendt 18 nye historiebøger, der blandt andet fastslår, at Japan ejer to omstridte øgrupper, som japanerne strides om med Kina og Sydkorea.

Umiddelbart efter udgivelsen af de japanske skolebøger mandag indkaldte Sydkoreas udenrigsministerium den japanske ambassadør, Koro Bessho, for at protestere.

- Den japanske regering har gennemført endnu en provokation ved at godkende tekstbøger, der gør krav på vort territorium, hedder det i protesterne fra Seoul, som beskylder Tokyo for at indpode "forvanskede synspunkter" i de unges bevidsthed.

I de nye skolebøger er ordet "massakre" også udskiftet i forbindelse med Japans massedrab på civile i Nanjing i 1937. Det officielle Japan foretrækker ordet "episode".

Stridigheder om Japans historieundervisning har været tilbagevendende i hele efterkrigstiden, da det officielle Japan ikke har stået ved krigsforbrydelser og brutale overgreb, som blev begået af de japanske styrker i blandt andet Kina, Korea og Filippinerne.

Striden blusser nu op på ny på et tidspunkt, hvor regionen er ved at gøre klar til markeringen af 70-års-dagen for afslutningen på Anden Verdenskrig, og hvor der er tegn på tiltagende nationalisme i de berørte lande.

Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua skriver, at "historisk revisionisme" bliver udstillet i Japans skolebøger "i tråd med Japans stadigt mere højreorienterede politik under premierminister Shinzo Abe.

Kina siger, at 300.000 civile og soldater blev dræbt i Nanking af japanske soldater i en blodrus, hvor der blev dræbt, voldtaget og plyndret i den daværende kinesiske hovedstad i mange dage. Massemyrderierne foregik over flere uger, efter at den japanske hær gik ind i Nanking i den 13. december, 1937.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.