Jannik Hansen scorer og sætter rekord i Vancouver-sejr
Danskeren blev for første gang noteret for fire point, da han førte sin klub til sejr i NHL-ligaen.
Jannik Hansen (th.) lavede fire point, da Vancouver besejrede Columbus Blue Jackets.
Jannik Hansen (th.) lavede fire point, da Vancouver besejrede Columbus Blue Jackets. Foto: Ben Nelms/AP


Jannik Hansen satte personlig rekord og blev kåret til kampens næstbedste spiller, da Vancouver Canucks natten til onsdag dansk tid sejrede 5-3 ude over Columbus Blue Jackets i NHL-ligaen.

Den danske ishockeyspiller scorede et mål og lagde op til tre scoringer i kampen.

Dermed lavede han i alt fire point for første gang.

Jannik Hansen udlignede til 1-1 i første periode, da Vancouver erobrede pucken bag Columbus Blue Jackets' mål.

Svenske Daniel Sedin sendte pucken tilbage til danskeren, der hamrede den ind i buret til udligningen.

Senere i første periode var rollerne byttet om, da Vancouver bragte sig foran 2-1.

Jannik Hansen fik fat i pucken bag hjemmeholdets mål og sendte den tilbage til Daniel Sedin, der scorede.

I tredje periode assisterede danskeren, da Henrik Sedin udlignede til 3-3, og senere i samme periode satte Jannik Hansen gang i en kontra, der endte med Brandon Sutters scoring til 4-3.

Med sejren, der var Vancouver Canucks' første i fire kampe, fører klubben Pacific Division med 19 point for 16 kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.