Jannik Hansen pådrager sig skade og står foran NHL-pause
Jannik Hansen har lavet seks point i 12 kampe, men nu må Vancouver undvære sin danske pointmager med en skade.
Jannik Hansen er skadet, og Vancouver må derfor undvære danskeren den kommende periode.
Jannik Hansen er skadet, og Vancouver må derfor undvære danskeren den kommende periode. Foto: Eric Bolte/Scanpix


Den danske ishockeyspiller Jannik Hansen kommer ikke til at spille på isen i NHL den kommende tid.

Danskeren er blevet skadet, og han er derfor flyttet til "Injured reserve list" af Vancouver Canucks. Det skriver CBS Sports.

Havner man på den liste, må man ikke spille kamp i syv dage, men skaden kan sagtens være af længere karakter.

Vancouver oplyser ikke, hvad der er sket med Jannik Hansen, og hvor lang tid klubben forventer, at den må undvære danskeren.

Lørdag var han med i Vancouvers 6-3-sejr over Toronto Maple Leafs, hvor han lavede to assists. Det kan være i den kamp, at Jannik Hansen blev skadet.

Vancouver kommer formentlig til at savne danskeren. Hansen har lavet seks point i sæsonens 12 første kampe, og han ligger dermed på en delt førsteplads over spillere med flest point i Vancouvers trup.

Holdet har fået en dårlig sæsonstart med fire sejre og otte nederlag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.