Jannick Green: Jeg skulle have reddet det sidste forsøg
Målmand Jannick Green kom ind i slutfasen, men kunne ikke forhindre nederlaget til Spanien i kvartfinalen.
Jannick Green var dybt skuffet efter nederlaget til Spanien i sidste sekund i VM-kvartfinalen.
Jannick Green var dybt skuffet efter nederlaget til Spanien i sidste sekund i VM-kvartfinalen. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Det var en trist fornemmelse, målmand Jannick Green onsdag aften stod med efter 24-25-nederlaget til Spanien i kvartfinalen ved håndbold-VM i Qatar.

Den afgørende scoring blev sat ind af den spanske stjerne Joan Canellas tre sekunder før tid, og det var bittert.

- Det blev enormt hektisk. Vi fik scoret, men så tog de en timeout, og Canellas gjorde det godt til sidst. Han spillede klogt og fik lavet en god afslutning. Jeg skulle nok have taget den, men sådan er det, siger Green.

- Jeg havde en idé om, at han ville skyde dernede. Og så var jeg træt af, at han fik trukket skuddet en lille smule tilbage, så den røg under benet i stedet for ude ved stolpen, hvor jeg havde taget den.

- Det er jeg rigtigt træt af. Den ville jeg gerne have haft, men sådan skulle det ikke være i dag, siger Magdeburg-målmanden.

Danmark var foran med to mål fire gange i anden halvleg og kom også foran med 23-22 fem minutter før tid, så det gjorde ondt, at Spanien fik scoret til slut.

- Nederlaget er enormt skuffende. Vi lå og kæmpede frem og tilbage og havde nogle gange, hvor vi var i teten og førte med et par stykker.

- Men vi kunne ikke trække fra dem og var uheldige med at ramme stolpen. Det var sådan nogle småting, der afgjorde det, mener Green.

Danmark skal møde Slovenien på fredag i en placeringskamp om at ende mellem nummer fem til otte. Derefter venter en kamp mere på lørdag, inden holdet rejser hjem til Danmark søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.