Jan Pytlick: Jeg har følt, at jeg har været korsfæstet
Jan Pytlick langer ud efter Ulrik Wilbek og DHF-toppen, men sportschefen aner ikke, hvad kritikken handler om.
Jan Pytlick fortalte mandag på et pressemøde om sit syn på de mange år som landstræner samt - ikke mindst - om hvad han mente at at kunne have opnået, hvis han havde fået lov at fortsætte i embedet.
Jan Pytlick fortalte mandag på et pressemøde om sit syn på de mange år som landstræner samt - ikke mindst - om hvad han mente at at kunne have opnået, hvis han havde fået lov at fortsætte i embedet. Foto: BUUR GUNVALD SEBASTIAN/POLFOTO


Da Jan Pytlick mandag for første gang satte ord på, at han er færdig som landstræner for håndboldkvinderne, langede han ud efter ledelsen i Dansk Håndbold Forbund (DHF) - inklusiv sportschef Ulrik Wilbek.

- På det seneste kunne jeg godt have ønsket lidt mere opbakning. Jeg har følt, at jeg har været korsfæstet på væggen og stille og roligt er forblødt.

- Jeg havde forventet mere fra sportschef-rollen, som DHF oprettede. Jeg havde forventet, at det ville rykke mere på tingene, sagde Pytlick, som ikke vil uddybe sin kritik yderligere.

Wilbek ved ikke, hvad Pytlick taler om.

- Jeg kan ikke rigtig svare på den kritik, for den er ikke specielt konkret. Jeg ved ikke, hvad den handler om.

- Personligt synes jeg, at jeg i foråret har brugt meget tid på at støtte op omkring forholdet til trænere og spillere. På den front har jeg brugt meget tid på at bakke op, men det er fair nok, at Jan ser anderledes på det, siger Wilbek.

I begyndelsen af 2014 var der krisestemning på det danske kvindelandshold i håndbold. På et spillermøde blev der angiveligt talt om at fyre Pytlick, selvom anfører Line Jørgensen efterfølgende afviste den påstand.

Wilbek føler ikke, at han har gjort noget, som kunne have skuffet Pytlick.

- Jeg aner ikke, hvad det handler om og kan derfor ikke forholde mig til det, siger Wilbek, som heller ikke ved, om han og Pytlick skal mødes for at tale om kritikken.

Når Jan Pytlick siger, at han savnede opbakning fra ledelsen, forstår du ham så?

- Som sagt, så synes jeg, at jeg i foråret brugte meget tid på at støtte op om de møder, der var i forhold til trænere og spillere, og det var jo mig, der satte de møder op. DHF bakkede Jan op, siger Wilbek.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.