Jan Ø. Jørgensen vinder og er klar til semifinale
Danskeren kæmpede sig til sejr over inder og gør Hans-Kristian Vittinghus følgeskab i semifinalerne i Dubai.


Danmark får to spillere med i semifinalerne i herresingle ved World Superseries Finals i Dubai, sæsonfinalen for de bedste badmintonspillere i verden.

Jan Ø. Jørgensen vandt fredag 17-21, 21-12, 21-14 over inderen Srikanth Kidambi, der ligesom danskeren er videre fra gruppe B.

Begge spillere slutter med to sejre og et nederlag og en sætscore på 5-3, mens japaneren Kento Momota bliver sorteper med to sejre og et nederlag, fordi hans sætscore er 5-4.

Også Hans-Kristian Vittinghus er med i semifinalerne, efter at han vandt to kampe i gruppe A og blev nummer to efter verdensmesteren Chen Long fra Kina.

Danskeren har overrasket positivt, blandt andet med fredagens sejr i to sæt over japaneren Kenichi Tago.

Jan Ø. Jørgensen havde meget svært ved at finde sig til rette i begyndelsen af kampen mod Srikanth Kidambi.

Bagud 11-20 i første sæt fik danskeren afværget seks sætbolde, før inderen fik smashet sætsejren hjem.

Det betød, at Srikanth Kidambi blev sikker på at gå videre fra gruppen, og det kunne ses på hans motivation i andet sæt, hvor Jan Ø. Jørgensen også fik hævet sit niveau betydeligt på vej mod en sikker sætsejr.

Det lignede dansk sejr, da 26-årige Jan Ø. Jørgensen kom foran 8-1 i tredje sæt, men Srikanth Kidambi fik udlignet til 9-9.

Danskeren slog herefter endnu et hul med fire point på stribe, og efter en god fighterindsats vandt han kampen og kom videre.

Der er lodtrækning til semifinalerne senere fredag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.