Jan Ø. Jørgensen taber til ond ånd i tre sæt
Den danske badmintonspiller tabte for 14. gang af 15 mulige til Lee Chong Wei, da de mødtes ved China Open.
Jan Ø. Jørgensen tabte til Lee Chong Wei i Kina. (arkivfoto)
Jan Ø. Jørgensen tabte til Lee Chong Wei i Kina. (arkivfoto) Foto: Achmad Ibrahim/AP


Dansk badminton er ikke repræsenteret i semifinalerne i herresingle ved badmintonturneringen China Open, der bliver spillet i Fuzhou.

Fredag tabte andenseedede Jan Ø. Jørgensen i kvartfinalen til Malaysias Lee Chong Wei.

Den 33-årige veteran sejrede med cifrene 21-11, 11-21, 21-10 efter en meget omskiftelig kamp.

Selvom Lee Chong Wei er useedet ved China Open, var hans sejr ingenlunde overraskende.

Den malaysiske spiller lå i mange år nummer et på verdensranglisten, men han er ved at kæmpe sig tilbage til toppen efter en dopingkarantæne, der sendte ham på en rutsjetur på ranglisten.

Lee Chong Wei gik desuden ind til opgøret mod Jan Ø. Jørgensen med en 13-1-føring over danskeren i de indbyrdes kampe.

Jan Ø. Jørgensen var med frem til stillingen 6-6 i første sæt, men så var det også slut, og Lee Chong Wei sikrede sætsejren i overbevisende stil.

Andet sæt fulgte samme formel, blot med danskeren som den toneangivende.

I tredje sæt var rollerne igen byttet om, og Lee Chong Wei sejrede sikkert.

Tidligere fredag tabte Viktor Axelsen sin kvartfinale til verdensmesteren Chen Long.

Kineseren vandt 21-17, 21-13.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.