Jan Ø. Jørgensen gør kort proces med ønskemodstander
Den danske badmintonspiller var overlegen i 1/8-finalen og møder lokal spiller i kvartfinalen i Taiwan.
Jan Ø. Jørgensen skal i aktion to gange torsdag i Taiwan.
Jan Ø. Jørgensen skal i aktion to gange torsdag i Taiwan. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Jan Ø. Jørgensen havde torsdag ingen problemer med at spille sig frem til kvartfinalen ved Grand Prix Gold-turneringen i Taiwan.

Danskeren gjorde i 1/8-finalen det af med Boonsak Ponsana, der tabte 10-21, 10-21.

Thailænderen er lidt af en ønskemodstander for den 27-årige danske badmintonspiller.

Boonsak Ponsana vandt de to spilleres første indbyrdes møde i 2008, men efter torsdagens sejr har danskeren vundet ni kampe i træk over thailænderen.

Jan Ø. Jørgensen var kun bagud en enkelt gang i kampen, da thailænderen vandt det første point i andet sæt.

Den danske badmintonspiller, der ligger nummer to på verdensranglisten, var endnu mere overlegen, end da han tidligere torsdag vandt i anden runde over indoneseren Sukamta Evert, der er nummer 128 på samme rangliste.

Jan Ø. Jørgensen gjorde sig her færdig på en halv time og vandt 21-11, 21-15. Sukamta Evert havde ikke en eneste føring i kampen.

I kvartfinalen fredag skal den andenseedede dansker møde femteseedede Tien Chen Chou fra Taiwan.

Jan Ø. Jørgensen fører 5-2 i indbyrdes opgør, men spilleren fra Taiwan har vundet de to seneste kampe mod danskeren.

Tien Chen Chous første sejr over Jan Ø. Jørgensen kom sidste år ved VM i Ballerup, hvor danskeren måtte trække sig med en skade i andet sæt.

Turneringen i Taiwan rangerer lige under Super Series-turneringerne, men stort set hele verdenseliten i herresingle er alligevel med.

Turneringen fungerer for en del spillere som sidste test før VM i Jakarta, der bliver spillet fra den 10.-16. august.

Damedoublen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen kunne ikke leve op til deres seedning som nummer tre.

Danskerne tabte 13-21, 21-19, 15-21 til Ma Jin og Huang Yaqiong.

Kineserne ligger blot nummer 192 på verdensranglisten, men det skyldes udelukkende, at de er en ny konstellation.

Ma Jin er en af verdens bedste kvindelige doublespillere og er blandt andet tidligere verdensmester i mixeddouble.

Hun ligger også rangeret som nummer ni på verdensranglisten i damedouble, men det er med en anden makker end Huang Yaqiong.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.