Jan Ø. Jørgensen fortsætter dansk VM-dominans
På stabilitet vandt Jan Ø. Jørgensen sin anden kamp ved VM. Danskeren skulle bruge knap 30 minutter på sejren.
Jan Ø. Jørgensen jagter sin første VM-medalje i Jakarta.
Jan Ø. Jørgensen jagter sin første VM-medalje i Jakarta. Foto: AI AJP**LON**/AP


For anden dag i træk spiller Jan Ø. Jørgensen sig videre ved VM i badminton. Dermed er danskeren klar til 1/8-finalerne i Jakarta.

På under en halv time vandt danskeren 21-18, 21-12 - uden at ramme sit topniveau - over tjekken Milan Ludik.

Jan Ø. Jørgensen havde generelt stor kontrol over kampen, og selv om tjekken ind i mellem bød sig til med hårde smash, så var danskeren ikke for alvor truet.

I perioder viste den andenseedede dansker også noget af det gode netspil, som han havde brilleret med i første runde tirsdag mod Boonsak Ponsana.

- Det var en rodet kamp, og jeg får ikke spillet, som jeg gerne ville. Men han skal også have kredit for at ødelægge det hele fuldstændig. På den gode måde altså, siger Jan Ø. Jørgensen til TV2 Sport.

- Han spillede uortodokst, og han er brølstærk. Han giver ikke en skid for det der vind i hallen, og han smadrer bare på, siger han.

Næste modstander for Jan Ø. Jørgensen bliver Son Wan Ho fra Sydkorea, der er seedet som nummer ni i turneringen.

- Det er en spiller, som jeg kender rigtig godt. Det bliver mere rigtigt spil, og det bliver en af de store kampe. Jeg har tabt til ham før, og det bliver skidesvært.

- Jeg skal virkelig vælge, hvornår jeg sætter angrebet ind, ellers kommer jeg til at løbe virkelig langt. Jeg skal holde hovedet koldt og vælge de rigtige løsninger, siger Jørgensen til tv-stationen.

En eventuel sejr her kan give et danskermøde mellem Jan Ø. Jørgensen og Hans-Kristian Vittinghus, hvis sidstnævnte slår den tidligere verdensetter Lin Dan fra Kina.

Generelt har onsdag været endnu en god dag for de danske deltagere ved VM, hvor det er blevet til lutter sejre.

Kun Line Kjærsfeldt, der tirsdag tabte i anden runde, er røget ud af de danske VM-deltagere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.