Jan Ø. Jørgensen får sikker start i Indien
Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen havde ikke de store problemer med at komme gennem første runde i Indien.
Jan Ø. vandt 21-18 og 21-13.
Jan Ø. vandt 21-18 og 21-13. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Der er forventninger om et godt dansk resultat i herresingle ved badmintonturneringen Yonex Sunrise India Open. Tre danskere er seedet i top seks, og topseedede Jan Ø. Jørgensen skuffede ikke i sin første kamp onsdag morgen dansk tid.

Med undtagelse af starten på første sæt førte danskeren gennem hele kampen mod japanske Sho Sasaki, og trods en skidt periode midt i første sæt, hvor japaneren tog syv point i træk, var der rigeligt med forspring at give af.

Slutcifrene lød på 21-18 og 21-13.

Jan Ø. Jørgensen er i god form for tiden. For blot et par uger nåede han finalen ved All England, hvor han i tre sæt måtte se sig slået af den stærke kineser Chen Long.

Jørgensen vandt første sæt og så ud til at kunne blive den første danske herresingle siden Peter Gade i 1999 til at løfte All England-trofæet, men gassen gik af ballonen i andet og tredje sæt.

Ved India Open er Danmark også repræsenteret i herresingle af Hans-Kristian Vittinghus, Viktor Axelsen og Joachim Persson, hvoraf de to førstnævnte er seedet som henholdsvis nummer fem og seks.

Alle tre spiller senere onsdag deres første kamp i turneringen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.