Jan Fogs aske spredt ud over Øresund
Den kendte mægler er nu stedt til hvile på præcis den måde, han selv ønskede det.
Jan Fogs aske blev spredt fra hans badebro.
Jan Fogs aske blev spredt fra hans badebro. Foto: SCANPIX arkiv


Midt under det behandlingsforløb, der skulle redde ham fra cancerens favntag, døde Jan Fog 23. april. Han sov ind på Rigshospitalet efter en stamcelle-behandling fra en 25-årig tysk donor. En behandling, som skulle bekæmpe den leukæmi, der havde ramt ham.

Den 66-årige succesfulde liebhavermægler, der var kendt fra DR's 'Hammerslag', blev bisat 2. maj fra Skovshoved Kirke, og Ekstra Bladet kan i dag fortælle, at Jan Fogs sidste ønske nu er blevet indfriet.

Under en dybt privat ceremoni blev hans aske spredt over Øresund, som Jan Fog holdt meget af. Det foregik hjemme ved Fog selv på hans badebro, fortæller den nære ven Pedro Heyman til Ekstra Bladet.

At få sin aske spredt ud i havet omkring sit hjem var ifølge Ekstra Bladet Jan Fogs eneste ønske i forbindelse med sin død. Stedet havde en stor følelsesmæssig betydning for mægleren med det karakteristiske sølvgrå hår. Det var her, hans forældre fik deres sidste hvilested, da de døde, fortalte den kendte ejendomsmægler i 2013 til BT.

- Det foregik ved, at mine brødre og jeg samt nogle af vores venner, som kendte min mor, kørte ud til kysten lidt nord for mit hjem. Der gik vi ud til vandet, hvor jeg holdt en mindetale for min mor. Og så dryssede vi min mors aske ud over Øresund, citerer bt.dk ham for at have fortalt.

Da den nu afdøde kendismægler mistede sin far for år tilbage, blev faderens aske også spredt i Øresund.



Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.