Jagten på kunstigt liv er gået ind
I dag åbner et nyt center på Syddansk Universitet. Målet for centret er at skabe en primitiv form for kunstigt liv. Og vi er tæt på.

Af Jacob Basbøll, jaba@avisen.dk

Odense har man taget et skridt på vejen mod kunstigt liv. 

I går åbnede det nye forskningscenter for Fundamental Living Technology (FLinT) med et helt specielt mål. Det skal forsøge at skabe kunstigt liv.

Inden man begynder at se Frankensteins blodtørstige monster eller andre skrækindjagende typer for sig, beroliger centrets leder dog.

»Der er ingen grund til at frygte, at Terminator er på trapperne. Vi arbejder for at skabe en type liv, der er en million gange mere simpelt end den mest simple bakterie, vi kender i dag,« forklarer professor Steen Rasmussen.

Han har forsket i kunstigt liv i 19 år nogle af de mest anerkendte steder i USA. Blandt andet på Los Alamos National Laboratory, hvor atombomben i sin tid blev født.

Men nu er han vendt hjem for at stå i spidsen for FLinT. Simpelthen fordi centret med et budget på omkring 40 millioner kroner fra SDU og Grundforskningfonden de næste fem år er med i verdenstoppen.

»Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Med sådanne ressourcer og med den know-how, der allerede er i landet, så har Danmark gode chancer i kapløbet om at skabe kunstigt liv«, siger Steen Rasmussen.

Enormt potentiale

Det lyder simpelt at skabe kunstigt liv, når man ser på de ingredienser, Steen Rasmussen og hans folk bruger.

De starter med noget, der ligner olivenolie, håndsæbe og optisk hvidt (som man kender fra vaskepulver) og så noget, der minder om dna. Men de simple byggesten rummer et gigantisk potentiale.

»Hvis dit ur går i stykker, så skal du have en til at reparere det. Men hvis du får en rift på hånden, så vokser det selv sammen. Hvis vi kan skabe en teknologi, der bygger på principperne for liv, så har det jo enorme muligheder,« siger Steen Rasmussen.

Der er dog et stykke tid, før dit ur eller din telefon kan fixe sig selv.

»Vi står på tærsklen til en teknologisk revolution. Men den kommer ikke i morgen, snarere om en generations tid. Vi håber på at kunne tage det første skridt,« siger Steen Rasmussen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.