Jagt på Emilie gik over gevind: Gennemrodede muligt gerningssted
Lad os nu sige, at de måske havde fundet kvinden, så havde de jo samtidig ødelagt spor på et gerningssted. Det siger Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.


Et rygte om et billede fra en dronevideo - som tilsyneladende godt kunne ligne en person - satte onsdag gang i en spontan eftersøgning af den forsvundne teenager Emilie Meng i en sø i Korsør.

- Mange borgere kontaktede os onsdag aften om videoen, og vi synes, at den så interessant ud. Derfor rykkede vi også ud til stedet, siger vagtchef Jens Frederiksen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV Øst.

Men da politiet ankom til søen, som ligger ved Storebæltsvej, havde en gruppe personer allerede været i gang med at gennemsøge søen. Og det, som billedet fra dronevideoen, viste, var i virkeligheden en pose med bærbare computere og nogle sten.

- Lad os nu sige, at de måske havde fundet kvinden, så havde de jo samtidig ødelagt spor på et gerningssted. Det skyldes jo ikke ond vilje, men vi vil altså have, at folk ville lade os foretage undersøgelserne disse steder, siger vagtchefen til TV2Øst.

Video fra i søndags

Dronevideoen stammer fra søndagens storstilede eftersøgning, hvor dykkere, ryttere til hest og drone-piloter søgte efter den forsvundne teenager.

Eftersøgning gav dog ikke nye spor i sagen.

Emilie Meng er ikke set siden 10. juli tidligt om morgenen.

Da hun forsvandt, var hun iført en sort langærmet cardigan, en sort blondebluse, blå jeans og og blå puma-sko. Hun bar desuden på en mørk skuldertaske.

Hun er 168 centimeter høj og almindelig af bygning og har langt brunt hår.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.