Jacques Delors på vej til at blive europæisk æresborger
Den tidligere formand for EU-Kommissionen vil i givet fald blive den kun tredje europæiske æresborger.


EU-landene vil udnævne EU-Kommissionens tidligere formand, Jacques Delors, til europæisk æresborger, fremgår det af et udkast til konklusioner for EU-topmødet, der starter torsdag.

- Det Europæiske Råd udtrykte sin taknemmelighed over for Jacques Delors for hans bemærkelsesværdige bidrag til udviklingen af det europæiske projekt og besluttede at give ham titel af europæisk æresborger, hedder det i konklusionerne, der er lækket til pressen før starten på topmødet.

EU strør ikke omkring sig med europæiske æresborgertitler. Den franske supereuropæer vil i givet fald kun blive den tredje af slagsen.

De to andre er Delors' landsmand Jean Monnet, der regnes for arkitekten bag det europæiske samarbejde og blev hædret i 1976, og den tidligere tyske genforeningskansler Helmut Kohl, der modtog hæderen i 1998.

Jacques Delors, der fylder 90 år i næste måned, stod gennem sine 10 år som kommissionsformand fra 1985 til 1995 i spidsen for arbejdet med at sætte fart på den fælles europæiske valuta.

Da han forlod Bruxelles, havde Det Europæiske Fællesmarked skiftet navn til Den Europæiske Union.

EU havde etableret det indre marked og vedtaget Maastricht-traktaten, som ud over den fælles mønt også åbnede for mere samarbejde om blandt andet udenrigs-, sikkerheds- og retspolitik.

Jacques Delors' åbenlyse idéer om en føderation af nationalstater og de tunge skridt mod mere EU-samarbejde gjorde ham dog også til en rød klud for EU-modstandere i hele Europa.

Det gjaldt i Danmark, men også i Storbritannien, hvor Delors var en af yndlingsskurkene i den britiske tabloidpresse.

Den kommende europæiske æresborger, der er uddannet økonom, trådte ind på den politiske scene i Frankrig i 1970'erne som medlem af det franske Socialistparti.

I 1981 gjorde præsident François Mitterrand ham til finansminister, inden han fire år senere fik posten som kommissionsformand.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.