Jacobsen om succes: Var ikke uden for en dør i halvt år
Nikolaj Jacobsen oplever stor succes i Rhein-Neckar Löwen, der har sat kurs mod det første tyske mesterskab.
Nikolaj Jacobsens tropper har maksimum point efter 12 kampe i Bundesligaen.
Nikolaj Jacobsens tropper har maksimum point efter 12 kampe i Bundesligaen. Foto: Carsten Rehder/AP


Den tidligere verdensklassefløj i håndbold Nicolaj Jacobsen er godt i gang med at nå samme højder som træner.

I sin anden sæson for Rhein-Neckar Löwen efter skiftet fra Aalborg Håndbold har Jacobsen kurs mod at føre klubben frem til dens første mesterskab i Tyskland.

- Jeg troede på mig selv, da jeg tog af sted, og det er rart at se, at arbejdet bærer frugt. Jeg synes, jeg beviste mig selv i Aalborg, og jeg føler, jeg hører hjemme blandt de bedste trænere i Europa. Men det skal med i ligningen, at vi har mange gode spillere.

- Det første år var utroligt hårdt. Der var gået ti år, siden jeg var i Bundesligaen (som spiller, red), så jeg skulle sætte mig ind i alt, lære alle hold at kende - også mit eget. Jeg var stort set ikke uden for en dør i et halvt år, siger Nikolaj Jacobsen.

Lørdag vandt hans mandskab knebent ude over HSV Hamburg, hvilket var den 12. sejr ud af lige så mange mulige i denne Bundesliga-sæson.

Dermed har holdet lagt afstand til favoritten Kiel, der har vundet ti af de seneste 11 mesterskaber. Kiel har tabt tre ud af ti kampe.

- Det ser godt ud, når vi kigger på stillingen, men vi har også haft et godt program. Nu venter mange svære udekampe i november og december.

- Kiel har tabt ude til os og Flensburg. Det gør de fleste, så værre er Kiel heller ikke stillet. Afstanden til dem er mindsket, men de har stadig mere erfaring end os. Kiels problem er, at vi ikke har sat point til, siger 43-årige Jacobsen.

Han ser selvsagt gerne mesterskabet komme i hus allerede i denne sæson, men han er ikke under samme pres som træneren i Kiel, der forventes at vinde hvert år.

Han har tålmodighed med projektet, som han sagtens kan se sig være en del af på den lange bane.

- Som udgangspunkt har jeg kontrakt her i halvandet år mere, og så åbner der sig sikkert nogle muligheder. Men jeg tænker ikke så langt frem, og jeg kan sagtens se mig selv blive her i mange år.

- Vi har et forholdsvis ungt hold med stort potentiale i årene fremover, siger Nikolaj Jacobsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.