Italiensk turist er fundet i god behold efter tre dage
En 36-årig autistisk mand, der forsvandt fra sin far fredag, er fundet i god behold på Nørrebro i København.


Efter at have været forsvundet i tre dage er en 36-årig italiensk turist mandag aften blevet fundet i god behold, oplyser Københavns Politi.

- Vi finder ham, efter at vi har fået et tip fra en borger, der fortæller, at han sidder inde i et vindfang til Arbejdernes Landsbank på Mimersgade, siger vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen til Ritzau.

Den 36-årige, der er autist, er sammen med sin far på ferie i København, men fredag ved 17-tiden forsvandt han efter et besøg i en kiosk i Københavns nordvestkvarter.

Ved 22-tiden fredag aften blev politiet alarmeret, og man satte en større eftersøgning med blandt andet hunde i gang. Søndag valgte politiet så at lægge et foto af manden ud på Twitter.

Politiet og ikke mindst faren var stærkt bekymret for den 36-åriges skæbne. Han beskrives som meget menneskesky, og udviklingsmæssigt er han på niveau med en 10-årig.

Derfor frygtede man at han ville gemme sig i et skur eller lignende, og det kolde vejr har ikke gjort bekymringen for manden mindre.

Men mandag aften blev han genkendt af en borger i Mimersgade, og kort tid efter kunne far og søn genforenes.

Selvom det har været koldt de senere dage, har den italienske turist det godt.

- Han har været væk længe, men han har det efter omstændighederne godt. Han skulle ikke på skadestue eller noget. Men han har heller ikke opholdt sig uden for hele tiden, siger Michael Andersen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.