Det blev italiensk sejr, da 2. etape af cykelløbet Giro d'Italia søndag blev kørt på en strækning langs kysten ved Middelhavet.
Sprinteren Elia Viviani fra Sky-holdet var hurtigst i den forventede massespurt på den 177 kilometer lange etape fra Albenga til Genoa, hvor kun en enkelt kategori 4-stigning voldte rytterne en smule besvær.
Han besejrede hollænderen Moreno Hofland (LottoNL-Jumbo), mens tyske André Greipel (Lotto-Soudal) blev nummer tre.
Det er 26-årige Elia Vivianis første etapesejr i Giroen.
Etapen fulgte den klassiske formel med et langt udbrud på fem udbrydere, som blev kørt ind, da der resterede cirka 13 kilometer af etapen.
Herefter var det op til sprinterne at afgøre etapesejren mellem sig, men forinden måtte feltet dog se adskillige ryttere styrte, så feltet blev spredt i flere grupper.
Giro-favoritten Alberto Contadors Tinkoff-Saxo-hold satte tempo, blandt andet med danske Christopher Juul-Jensen i en toneangivende rolle.
Spanske Alberto Contador vil i år forsøge at vinde både Giro d'Italia og Tour de France.
Det har ingen gjort, siden afdøde Marco Pantani præsterede det i 1998.
Lørdag vandt Orica-Greenedge 1. etape, som var en holdtidskørsel.
Australieren Simon Gerrans fra samme hold måtte afgive førertrøjen til holdkammeraten og landsmanden, Michael Matthews.
Mandag venter de første deciderede stigninger på 3. etape over 136 kilometer fra Rapallo til Sestri Levante.
/ritzau/