Italiensk chokoladekonge døde valentinsdag
Michele Ferrero skabte en formue på det velkendte chokoladeprodukt Nutella. Han blev 89 år.
Nutellakongen Michele Ferrero er lørdag død i sit hjem i Monaco. Arkivfoto.
Nutellakongen Michele Ferrero er lørdag død i sit hjem i Monaco. Arkivfoto. Foto: ILAN BRENDER/POLFOTO


Det var Michele Ferreros far, der i sin tid fik idéen til det, vi i dag kender som Nutella.

Den italienske konditor Pietro Ferrero tilsatte nemlig hasselnødder i sin chokoladeopskrift for at spare penge.

Sønnen Michele Ferrero udviklede derefter opskriften til det velkendte morgenmadsprodukt, og familien skabte sig sidenhen en formue på søde sager.

Den Nutella, der kendes i dag, så dagens lys i Alba i det nordvestlige Italien i 1964.

Lørdag døde Michele Ferrero i en alder af 89 år.

- Jeg er blevet bekendt med Michele Ferreros død. (Han var, red.) en sand entreprenør, kendt og elsket i Italien og udlandet, lyder det fra Italiens præsident, Sergio Mattarella, i en meddelelse.

- Ferrero førte i mange år an i det italiensk erhvervsliv og formåede altid at følge med udviklingen takket være hans innovative produkter og ihærdige og opmærksomme arbejde. Italien husker ham med taknemmelighed, lyder det fra præsidenten.

Michele Ferrero døde i sit hjem i Monaco efter flere måneders sygdom, skriver Reuters.

Indtil for få år siden fløj chokoladekongen ifølge nyhedsbureauet dagligt med helikopter fra sit hjem i Monte Carlo til hovedkvartet i Alba for at hjælpe med udviklingen af nye produkter.

Virksomheden producerer årligt 365.000 ton Nutella på 11 fabrikker fordelt over hele verden. De største markeder er Tyskland efterfulgt af Frankrig og Italien.

Ferrero-familien står også bag Ferrero Rocher og Kinder Surprise, og erhvervsmagasinet Forbes vurderer, at familien besidder Italiens største formue med over 118 milliarder kroner.

Michele Ferreros søn Giovanni er administrerende direktør i chokoladekoncernen.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.