Italiens tidligere præsident Carlo Ciampi er død
Ciampi arbejdede utrætteligt for Italien og tjente sit land med lidenskab, siger premierminister.
Carlo Azeglio Ciampi var Italiens præsident fra 1999 til 2006.
Carlo Azeglio Ciampi var Italiens præsident fra 1999 til 2006. Foto: Daniel Mihailescu/AFP


Italiens tidligere præsident Carlo Azeglio Ciampi er død, 95 år, oplyser regeringen.

Ciampi havde en nøglerolle, da Italien tilsluttede sig euroen.

Han var ud over præsident fra 1999 til 2006 også tidligere premierminister (1993 til 1994) og topembedsmand i 14 år i Italiens nationalbank.

Premierminister Matteo Renzi hylder ham som en mand, der arbejdede utrætteligt for Italien og tjente sit land med lidenskab.

Det var Ciampi, der som økonomiminister arbejdede energisk for at gøre Italien til del af den fælles europæiske valuta euro i starten af dette årtusind.

Da han blev premierminister i 1993, tog han over, netop som en kampagne mod korruption havde rystet Italiens partier.

Han blev regnet som en politiker lidt til venstre for midten, men han var det meste af sin karriere ikke forbundet med noget bestemt parti.

Under Anden Verdenskrig var han i tre år indrulleret i Italiens hær. Denne erfaring og de rædsler, som blev afdækket om krigen, gjorde ham til en overbevist europæer.

Han mente, at en monetær union i EU var et springbræt til en dybere politisk integration.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.