Et straffesparksmål otte minutter før tid sikrede et svagt spillende italiensk landshold 1-1 mod Spanien og et point i VM-kvalifikationskampen i Torino.
Med sin scoring fra 11-meter-pletten sørgede Daniele De Rossi for, at Italien fortsat aldrig har tabt en VM-kvalifikationskamp på hjemmebane, men italienerne legede voldsomt med ilden.
For spanierne var nemlig bedst mod et skuffende hjemmehold, der offensivt ikke skabte noget som helst, indtil Spaniens Sergio Ramos begik et klodset straffe mod Eder.
I de foregående 82 minutter havde italienerne kun meget sjældent truet David De Geas mål, og Manchester United-keeperen kunne glæde sig over en overraskende rolig aften.
Hans kollega i den anden ende havde til gengæld ikke meget at være tilfreds med, for noget overraskende var det Gianluigi Buffon, der i sin 164. landskamp blev den direkte årsag til det spanske føringsmål.
En lang bold så ud til at være løbet fra den spanske wing Vitolo, og den levende målmandslegende skulle blot løbe uden for feltet og ekspedere den væk.
Men det lykkedes Buffon at sparke et kæmpemæssigt hul i luften, og så kunne Vitolo give Spanien en føring, der var helt i tråd med spillet udvikling.
Spanierne har grund til at ærgre sig over Italiens udligning i slutfasen, for tre point havde givet en tidlig matchbold i en pulje, hvor de to sydeuropæiske fodboldgiganter formentlig skal duellere om den direkte VM-plads.
/ritzau/