Det er altid en god idé at huske at give sin træner hånden, når man bliver skiftet ud. Så er der en chance for, at man også er på holdet i den næste kamp.
Den lektie har den italienske fodboldspiller Graziano Pellè formentlig lært, efter at landstræner Giampiero Ventura har smidt ham ud af landsholdstruppen til VM-kvalifikationskampen på søndag i Makedonien.
Landstræneren fik en kold skulder, da han torsdag aften rakte hånden frem mod Graziano Pellè, efter at Ventura havde taget angriberen ud en time inde i 1-1-kampen mod Spanien i Torino.
- At være en del af Italiens hold indebærer at dele værdier, der er passende for landsholdet.
- Det begynder med at udvise respekt over for landsholdets stab, holdkammerater og fans. Spilleren tager i dag (fredag, red.) hjem til sin klub, meddeler Det Italienske Fodboldforbund på sin hjemmeside.
Graziano Pellè, der spiller for Shendong Lueng i Kina, er allerede i gang med en offentlig bodsgang.
- Desværre har jeg igen begået en fejl, skriver han på sin Instagram-profil.
- Det var en uacceptabel adfærd mod træneren til at begynde med, og det var det også over for mine holdkammerater. De har altid vist en fantastisk holdånd i vores gruppe.
- Når man begår en stor fejl, skal man altid acceptere konsekvenserne. Derfor påtager jeg mig det fulde ansvar. Jeg må fra hjertet bede alle om tilgivelse, meddeler Graziano Pellè.
/ritzau/