Italiener skal føre Aston Villa op i Premier League
Roberto Di Matteo er fredag præsenteret som manager for Jores Okores klub.
Roberto Di Matteo er tilbage i engelsk fodbold, denne gang hos Aston Villa.
Roberto Di Matteo er tilbage i engelsk fodbold, denne gang hos Aston Villa. Foto: Martin Meissner/AP


Det bliver en mand, der har vundet Champions League, der skal sikre fodboldklubben Aston Villa en hurtig returbillet til Premier League.

Fredag annoncerede Birmingham-klubben, at Roberto Di Matteo bliver klubbens manager.

Den 46-årige italiener ser frem til udfordringen.

- Det er en stor ære for mig at blive manager for denne store fodboldklub, og jeg ser frem til udfordringen med at få Aston Villa tilbage dér, hvor klubben hører til, siger Roberto Di Matteo til Aston Villas hjemmeside.

Klubben, der har danske Jores Okore på kontrakt, hentede blot 17 point i 38 kampe i Premier League, hvilket udløste nedrykning.

Roberto Di Matteo, der er født i Schweiz, stiftede første gang bekendtskab med engelsk fodbold, da han for 20 år siden skiftede fra Lazio til Chelsea.

Her spillede han frem til 2002, hvor han indstillede karrieren.

Senere blev Roberto Di Matteo manager for Milton Keynes Dons og West Bromwich Albion, og i 2011 blev han assistent for manager André Villas-Boas i Chelsea.

I marts 2012 blev portugiseren fyret, og Roberto Di Matteo overtog managerposten i otte begivenhedsrige måneder.

Han nåede at føre Chelsea frem til sejr i både Champions League og FA Cuppen, men i november 2012 blev han fyret.

Fra oktober 2014 til maj 2015 var han cheftræner i Schalke 04.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.