Italien: Jordskælv var det kraftigste i næsten 40 år
Ifølge de italienske myndigheder er 15.000 mennesker uden tag over hovedet efter søndagens jordskælv.
En kiste er blevet blotlagt i en sammenstyrtet kirkegård i Campi nær Norcia efter søndagens skælv i det centrale Italien. Den nationale beredskabsstyrelse siger, at den hjælper omkring 15.000 efter skælvet, der var så kraftigt, at det forårsagede sprækker i bygninger i Rom - 120 kilometer fra skælvets epicentrum i byen Norcia i Umbrien.
En kiste er blevet blotlagt i en sammenstyrtet kirkegård i Campi nær Norcia efter søndagens skælv i det centrale Italien. Den nationale beredskabsstyrelse siger, at den hjælper omkring 15.000 efter skælvet, der var så kraftigt, at det forårsagede sprækker i bygninger i Rom - 120 kilometer fra skælvets epicentrum i byen Norcia i Umbrien. Foto: Alberto Pizzoli/AFP


Mange tusinder er hjemløse efter søndagens skælv i Italien, som var det tredje kraftige jordskælv i landet på under to måneder.

De italienske myndigheder siger, at over 15.000 mennesker står uden tag over hovedet efter skælvet, som var det kraftigste i landet i næsten 40 år.

Selv om ingen blev dræbt ved skælvet, der blev målt til 6,6, ligger et stort antal hjem i ruiner i landsbyer og i mindre byer i landets centrale bjergregion.

Omkring 20 personer blev kvæstet ved jordskælvet.

Mange huse, som kun er delvist ødelagte, er i fare for at styrte sammen. De flest af de berørte har søgt tilflugt hos venner og familie, mens de venter på at få grønt lys til at vende hjem.

Over 4000 mennesker er blevet indkvarteret på hoteller og 10.000 andre i sportshaller og midlertidige lejre.

Den nationale beredskabsstyrelse siger, at den hjælper omkring 15.000 efter skælvet, der var så kraftigt, at det forårsagede sprækker i bygninger i Rom - 120 kilometer fra skælvets epicentrum i byen Norcia i Umbrien.

Næsten alle Roms skoler holdt lukket mandag, fordi de skulle gennemgås for eventuelle alvorlige ødelæggelser i bærende konstruktioner.

Umbrien er kendt som Italiens grønne hjerte op grund af de mange tætte skove med småbyer fra middelalderen.

Skælvet forårsagede også mange ødelæggelser i regionen Marche.

I Norcia er to historiske kirker fra det 13. og det 14. århundrede styrtet sammen, og derudover er der meldinger om tusindvis af andre skader på historiske bygninger, beretter Kulturministeriet.

- I dag, heldigvis kan man sige, græder vi over tabet af vores kulturarv og ikke de døde, siger Antonia Pasqua Recchia, generalsekretær i Kulturministeriet i Rom, til dpa.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.