ISS-direktør: Danskerne er job-snobber
Den administrerende direktør hos rengøringsgiganten ISS, Martin Gaarn Thomsen, er ude med riven efter danskernes arbejdsmentalitet og især de unges. - Vi lider af jobsnobberi, siger han.
Danskerne gider ikke at tage servicejob som for eksempel rengøring, lyder det fra ISS' administrerende direktør. Derfor har halvdelen af de ansatte i koncernen anden etnisk baggrund.
Danskerne gider ikke at tage servicejob som for eksempel rengøring, lyder det fra ISS' administrerende direktør. Derfor har halvdelen af de ansatte i koncernen anden etnisk baggrund. Preben Madsen, Scanpix/arkiv


Polakker, rumænere og andre med anden etnisk baggrund end dansk udgør halvdelen af de ansatte hos rengøringsgiganten ISS. Og det er der en rigtig god grund til, siger den administrerende direktør Martin Gaarn Thomsen i Politiken i dag.

Danskerne gider nemlig ikke spule kødstumper væk på et slagteri, som polakken Kukasz Karcz, der også optræder i Politikens artikel i dag. Det siger direktøren, der mener, at den arrogante holdning til servicejob blandt danskerne er et kæmpe problem.

LÆS OGSÅ: Han ansatte ledige Erik: Tyskerne er bedre til jobbet

- Vi lider af jobsnobberi. Vi har flere tusinde unge mennesker, som er klar til et job. Men de vil bare ikke arbejde i servicesektoren. Det er et problem. En af årsagerne til, at vi har behov for udenlandsk arbejdskraft, er, at en stor del af vores egne unge ikke gider. Det kan simpelthen betale sig for dem ikke at arbejde, siger Martin Gaarn Thomsen.

Forkælet indstilling kan lamme samfundet

Den ophedede debat om danskernes arbejdsmoral har kørt igennem længere tid, og fik blandt andet næring, da DR viste serien ‘Den dag de fremmede forsvandt.’ Programmet viste eksempler på, at ledige danskere takkede nej til lavtlønnede job.

LÆS OGSÅ: Ledige Henriette: Jeg havde ikke råd til at tage jobbet

Den indstilling til arbejdslivet ville kunne lamme det danske samfund, hvis ikke østeuropæerne rejste over grænsen til Danmark for at tage de job, danskerne ikke gider røre ved, mener Martin Gaarn Thomsen.

- Man behøver bare at se på ISS’ kunder for at se, hvordan vores samfund ville gå i stå, hvis ikke vi har de udenlandske hænder. Vores hospitaler vil ikke kunne fungere optimalt. Offentlig infrastruktur som tog og busser - alle servicefag vil blive ramt, siger Martin Gaarn Thomsen til Politiken og understreger også, at Danmark kommer til at skrige på arbejdskraft, når opsvinget for alvor sætter ind.

Morten Østergaard: Helt enig

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), der før jul anklagede danskerne for at have for meget fokus på at nyde fremfor at yde,  erklærer sig enig med ISS-direktøren.

LÆS OGSÅ: I yder for lidt og kræver for megetx

“Uden udlændinge brød Danmark sammen. Hverken hospitaler, offentlig transport eller daginstitutioner kunne fungere uden hårdtarbejdende udlændinge fra eksempelvis Østeuropa," skriver ministeren på sin Facebook-profil og understreger også, at “der er arbejde at få - også uden en masse forudgående kvalifikationer.”

Beskæftigelsesministeren: Ikke et samfundsproblem

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) afviser dog over for Politiken, at der er et stort problem med danskere, der føler sig for fine til at tage rengøringsjob eller anden form for servicearbejde.

LÆS OGSÅ: Ledige om debattone: Det er ganske hæsligt

- Hvis jeg sagde, at jeg aldrig havde hørt om et eksempel, tror jeg, at du ville sige: Det passer vist ikke, minister: For det tror jeg, at vi alle er stødt på. Men det er ikke et samfundsproblem.Han peger på, at regeringen via beskæftigelsesreformen er i gang med at opkvalificere ledige danskere, så de kan nyde godt af opsvinget.










Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.