Israelsk topminister trækker sig efter sexbeskyldninger
Indenrigsminister Silvan Shalom træder tilbage. Han afviser en række kvinders påstande om sexchikane.
Indenrigs- og vicepremierminister Silvan Shalom trækker sig fra sine ministerposter og fra sit sæde i det israelske parlament efter beskyldninger om at have forulempet flere kvinder seksuelt. Arkivfoto
Indenrigs- og vicepremierminister Silvan Shalom trækker sig fra sine ministerposter og fra sit sæde i det israelske parlament efter beskyldninger om at have forulempet flere kvinder seksuelt. Arkivfoto Foto: Richard Drew/AP


Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har mistet en af sine veteranpolitikere i regeringen, efter at Silvan Shalom søndag aften har oplyst, at han træder tilbage fra sine politiske poster.

Silvan Shalom var både indenrigsminister og vicepremierminister, og han er en profil i Netanyahus højreorienterede Likud-parti.

Top-politikeren har valgt at trække sig efter en række sexbeskyldninger, skriver den israelske avis Haaretz og flere internationale medier.

- Jeg har besluttet at forlade min post som minister og medlem af Knesset (Israels parlament, red.), siger Shalom i en skriftlig udtalelse ifølge Reuters.

Adskillige kvinder har beskyldt Silvan Shalom for at have forulempet dem seksuelt. Shalom har hele tiden nægtet sig skyldig.

- Jeg har fået nok af denne pine. Min familie bakker mig op, men det er ikke længere omkostningerne værd, siger Shalom i sin skriftlige udtalelse ifølge dpa og understreger igen sin påståede uskyld.

Han siger videre, at han håber, at han ved at trække sig fra sit politiske virke kan skåne sin mor, sin hustru og sine fem børn for yderligere smerte.

Silvan Shalom har tidligere fungeret som udenrigsminister og finansminister.

Avisen Jerusalem Post skriver, at i alt 11 kvinder har fremsat beskyldninger om "upassende seksuelle tilnærmelser fra Shaloms side.

Ifølge den engelsksprogede avis vil Shaloms sæde i parlamentet blive overtaget af Amir Ohana, som bliver det første erklærede homoseksuelle medlem af parlamentet for Likud.

Sagen begyndte at rulle, da avisen Haaretz skrev om en tidligere kollega til Shalom. Hun anklagede den prominente minister for at have forsøgt at befamle hende.

Hun gik ikke til politiet, men efter at offentligheden fik kendskab til sagen, er flere andre kvinder stået frem med lignende oplevelser.

Statsanklageren er nu gået i gang med en undersøgelse for at få klarlagt, om beskyldningerne mod Shalom har noget på sig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.