Israels regering vil straffe familie til terrorister
Ifølge premierminister Netanyahu vil udvisning af familiemedlemmer til terrorister medføre færre terrorangreb.


Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, forsøger at få opbakning til et forslag om, at familiemedlemmer til palæstinensiske angrebsmænd skal deporteres til Gaza, oplyser hans kontor.

- Udvisning af familiemedlemmer til palæstinensiske terrorister, som hjalp Gaza med angreb, vil medføre et betydeligt fald i antallet af terrorangreb, siger en talsmand for Netanyahu på Twitter.

Tidligere onsdag blev to palæstinensere dræbt af israelske soldater, efter at de havde såret en jødisk bosætter på Vestbredden.

Siden oktober er 180 palæstinensere og 28 israelere blevet dræbt i voldelige sammenstød i de palæstinensiske områder. Dertil har en amerikaner, en sudaneser og en eritreer ifølge AFP også mistet livet.

De fleste er blevet dræbt i forbindelse med palæstinensiske angreb på israelere, mens nogle døde under sammenstød og demonstrationer. Hovedparten af de palæstinensiske angreb er begået af enkeltpersoner, som med kniv har stukket eller forsøgt at stikke sikkerhedsfolk ved kontrolposter eller civile israelere på gaden.

Gazastriben, der har været inddraget i tre krige med Israel siden 2008, ledes af det islamistiske Hamas og er underlagt en israelsk blokade. Området har en af verdens højeste arbejdsløshedsprocenter, og FN advarede om, at området kan være ubeboeligt omkring 2020.

Netanyahu er under politisk pres fra højrefløjen i hans koalition.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.