Israels præsident ser lange udsigter til fred
De europæiske lande bør ikke tvinge en diplomatisk løsning igennem, lyder det fra Israels præsident.
Præsidenten i Israel, Reuven Rivlin, understregede i en tale i EU-Parlamentet, at de politiske regionale forhold, som skal gøre det muligt for Israel og Palæstina at opnå en permanent aftale, ikke er til stede. Arkivfoto.
Præsidenten i Israel, Reuven Rivlin, understregede i en tale i EU-Parlamentet, at de politiske regionale forhold, som skal gøre det muligt for Israel og Palæstina at opnå en permanent aftale, ikke er til stede. Arkivfoto. Foto: Sebastian Scheiner/AP


De europæiske lande bør hjælpe med at opbygge tillid mellem Israel og Palæstina i stedet for at gennemtvinge en diplomatisk løsning.

Den opfordring sender den israelske præsident, Reuven Rivlin, afsted til EU's medlemslandes parlamentarikere i en tale i EU-Parlamentet i Bruxelles.

- Forsøget på at vende tilbage til forhandlingerne vil ikke bringe os tættere på en løsning, det vil distancere os, lyder det fra Rivlin, som tilføjer, at der "på dette tidspunkt ikke kan opnås en varig aftale om fred mellem os og palæstinenserne".

- Det underminerer vejen mod en permanent løsning i den krønike af fiaskoer, som kunne være forudset fra starten, og som kun skubber de to nationer dybere ind i fortvivlelsen, fortsætter han.

Præsidenten understreger også, at de politiske og regionale forhold, som skal gøre det muligt for Israel og Palæstina at opnå en permanent aftale, ikke er til stede.

Formanden for EU-Parlamentet, Martin Schulz, fremhæver ved et pressemøde efter talen, at Mellemøsten har oplevet krige og terrorisme, og at første skridt mod stabilitet er at komme volden til livs.

Under sit besøg i Bruxelles har præsident Rivlin foruden at holde tale i parlamentet også holdt møde med EU's præsident, Donald Tusk, og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Senere onsdag lander Mahmoud Abbas, også kendt som Abu Mazen, som er præsident for det palæstinensiske selvstyre.

Der vil ikke blive afholdt et officielt møde mellem de to ledere, men Rivlin lovede ved pressemødet, at han ikke vil "løbe væk", hvis han skulle støde ind i Abbas.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.